Atom Posten

Netavis om radioaktivt affald i Danmark
  1. Forskning og Krænkelser

    Lederen i denne uges udgave af ”Ingeniøren” (1) har overskriften:
    Forskerne føler sig med lederens ord styret, overvåget og underlagt uklare regler for, hvad de må sige og gøre. De klager over topstyring blandt andet på grund af de mange sager, hvor studerende har følt sig krænket over indholdet af universitetslærernes forskning, undervisning og optræden i det hele taget.
    I den tunge ende er der historien om statistikeren, som følte sig presset til at holde op med at skelne mellem mænd og kvinder i sin forskning. I den lette ende er der klagen over underviseren, der kom til at sige et grimt ord (2), og protesten mod afsyngelsen af ”Den danske Sang er en ung, blond Pige” (3).
    Disse sager er uden tvivl belastende for dem, det bliver klaget over, og lederens konklusion, at kun dialog, ikke regler, kan løse problemer af denne art, er de fleste vist helt med på. Man ved, hvem parterne er, man kan sætte dem over for hinanden, bede dem om at diskutere sagen og finde en mindelig løsning. 
    Men topstyringen af dansk forskning er kun i mindre grad forårsaget af sager om krænkelser. Den skyldes i høj grad den måde, forskningen finansieres på. Ministerier og andre offentlige myndigheder har ofte en klar interesse i, at den rådgivning, de modtager fra forskerne, understøtter regeringens politik. Samtidig er universiteterne og de enkelte forskere helt afhængige af de bevillinger, de modtager fra de samme ministerier og myndigheder (4). Der mangler kort sagt ”armslængde” i tildelingen af forskningsmidler.
    Dette er et langt større og langt mere kompliceret problem, end når det drejer sig om enkeltpersoner, der føler sig krænket. Desværre er ”Ingeniøren” tavs om denne side af sagen.
    Den enkelte forsker kan let føle, at han/hun er udsat for et pres til at se på sit forskningsområde under en bestemt synsvinkel, at opprioritere bestemte dele af det på bekostning af andre og i det hele taget overtage holdningerne hos de myndigheder, der betaler. De risikerer at blive servile medspillere og ikke kritiske modspillere til myndighederne, og det kan have skadelige følger på langt sigt. 
    Omvendt kan myndigheder og universitetsledelse bedyre, at de aldrig har lagt det mindste pres på nogen forsker, og at de tværtimod har stor respekt for forskningsfriheden. De er bare nødt til at prioritere og i en given sag udvælge den forsker, som efter deres vurdering er bedst kvalificeret til at løse opgaven, og det er jo borgernes penge, de administrerer. Forskningsfriheden er ikke, og kan aldrig blive, ubegrænset. Der må altid ske en udvælgelse af, hvad der er relevant at forske i. 
    Og hvis det benægtes, at der overhovedet er et problem, nytter det ikke at bringe parterne sammen.
    ”Ingeniøren” har valgt at diskutere de lette spørgsmål: om universitetsansatte i deres arbejdstid må skelne mellem mænd og kvinder, om de må bruge grimme ord, eller om de må synge om unge, blonde piger. 
    I stedet burde man have taget den vanskelige diskussion af, hvad forskningsfrihed indebærer, og vel at mærke under de betingelser, der gælder i nutiden. Ikke ud fra en illusion om, at universiteterne ledes af vise oldinge med langt hvidt skæg, som udelukkende tænker på de højeste materier, og som er hævet over ethvert materielt hensyn. 
    Man bør nøgternt se på, hvordan disse institutioner faktisk fungerer, og så godt som muligt forhindre, at kortsigtede hensyn får for høj prioritet i forhold til langsigtede. Forskningen skal tjene hele samfundet, ikke kun den siddende regering.
    ”Ingeniøren” bør gå ind i den diskussion. Måske nogen vil føle sig krænkede, men når forskningsfriheden trues, bør alle lytte. Ikke mindst ”Ingeniøren”.
    Skrevet af Jens

    Henvisninger:
    1. Leder i ”Ingeniøren” (01.03.19) under mærket thd.
    2. Det ord, underviseren brugte, da han stødte sin tå mod en stol, var grimt (se sidst i lederen). Men enhver, der har prøvet det, ved, at den slags gør nederdrægtig ondt, og for mig er det ubegribeligt, hvordan den episode har kunnet afstedkomme en klage.
    3. Se Højskolesangbogen, hvor sangen i 17. udgave (2000) har nr. 132. Kai Hoffmann’s tekst fra 1924 er måske ikke den helt store poesi, men hvis alt vrøvlet skulle fjernes fra Højskolesangbogen, så ville der ikke blive ret meget tilbage.
    4. Dette problem dukker op i medierne fra tid til anden. Et velskrevet indlæg er Rasmus Ejrnæs’ kronik i Politiken (03.01.14): ”Videnssamfundet skranter”. Se også Atom Posten (07.01.14).


  2. Fra Thule til Narsaq: Hvem bekymrer sig om Grønlændernes Sundhed?
    Da jeg hørte Landslægen udtale sig i Narsag ved dialogmødet om den evt. kommende REE/Uranmine i Kvanefjeld (her og her), kom jeg til at tænke på de grønlandske fangere og sømænd, der ryddede op efter bombeflystyrtet ved Thule Air Base 21. januar 1968. De måtte ligesom de danske Thulearbejdere også høre på udenomssnak og bagatellisering af faren ved radioaktive stoffer.





    Efter flystyrtet var vi vidne til propaganda fra Risø og fra den danske regering, at ingen der medvirkede ved oprydning på Thulebasen var blevet skadet af at have inhaleret og indtaget genopslæmmet Plutonium-239.

    Vi har i de senere år igen været vidne til propaganda fra tidl. Risømedarbejdere og GML om uranudvindingens uskadelige virkninger.

    De der skal arbejde i den evt. kommende REE/Uranmine vil være beskyttet med egnede værnemidler, men hvis de bliver syge, hvordan vil de blive undersøgt, behandlet og fulgt efterfølgende? Arbejdstilsynet har ganske vist et kontor i Grønland, men de kan ikke være i og ved minen dagligt og tilse, at regler ikke overtrædes. Vil man sige, hvis minearbejdere bliver syge og får kræft, at det er, fordi de ikke har levet sundt nok?

    Ekspert i radioøkologi og strålebeskyttelse Violeta Hansen DCE.dk nævnte i Narsaq 17.2.19 risikoen for støv på minevejene, der kan forurene.

    Det vil være svært for tilsynsmyndighederne at kontrollere, at der ikke hvirvles støv op. Da man f.eks. på den tidligere Eternit (asbest) grund i Aalborg fik den vanvittige ide at opføre boliger (i Frankrig ville man kun anlægge en P plads såden et sted), advarede en overlæge på Arbejdsmedicinsk klinik, men hverken Arbejdstilsynet, Embedslægen eller Aalborg Kommune lyttede til advarslerne. Her blev der netop ikke sprøjtet med vand hver gang, som lovet af kommunen, når maskinerne kørte på vejene, og der var risiko for støvspredning.

    På 3Fs hjemmeside kunne man læse, at 90 Vennelyst folk har været i berøring med asbest grunden i Aalborg: "Gravede direkte i asbesten". Jeg har samlet artikler om asbest i Danmark her, og man kan se, hvor mange gange regler overtrædes i Danmark. 

    Hvad med beboerne i Narsaq? Vil deres evt. helbredsproblemer blive taget alvorligt, som følge af at de udsættes for bl.a. støv fra minen? Vil de blive mødt med samme ligegyldighed og fortielse, som de grønlandske fangere, søfolk og Thulearbejdere blev mødt med? 

    Det er altid svært at påvise, at nogen bliver syge efter at have været udsat for radioaktiv stråling, for de kan være blevet syge af så meget andet. I tilfældet med Thulearbejderne blev disse kun undersøgt overfladisk og på forskellig måde på nogle arbejdsmedicinske klinikker, men de blev ikke fulgt løbende helbredsmæssigt efter oprydningen. De blev heller ikke undersøgt for påvirkning fra andre giftige stoffer, da myndighederne forsvarede sig med, at de ikke vidste, hvilke giftige stoffer, der var i flyet, brændstoffet og kernevåbnene.

    Alligevel  skrev en dansk EU ambassadør 14.1.2005 til  Europarlamentet bl.a. (min fremhævning)"Several health investigations of the Thuleworkers were performed from the mid-1980s until 1995. The investigations carried out so far have not been able to demonstrate that the Thuleworkers have suffered adverse health effect as a result of exposure to radiation or to other hazardous substances".




    8.10.1995 blev der afholdt høring i Cirkusbygningen i København. Høringen skulle kaste lys over, om der er sammenhæng mellem Thulefangernes og danske Thule-arbejderes dårlige helbred og det oprydningsarbejde, de deltog i efter styrtet af B 52-bombeflyet i 1968.

    I forbindelse med høringen - som Thulefangerne ikke var inviteret med til - udtalte Landsstyremedlem for Sundhed og Miljø Marianne Jensen til AG, at man skulle være opmærksom på visse kræfttyper, der først viser sig senere. 

    Mig bekendt er der ingen, der har vist visse kræftformer opmærksomhed.






    Lige efter bombeflyet var styrtet 21.1.1968, blev 13 grønlandske fangere, der var i området, inddraget i oprydningen. De måtte ikke snakke med de mange udenlandske journalister, der var på den amerikanske base i 1968.




    Piniartut allat ilagalugit Mamarut Qujaukitsoq Dundas-ip eqqaani timmisartup qaartartunik usisup nakkarnerata kingorna saleeqataavoq. Illersuuteqartinnatik saliisinneqarnertik tamarmik tupigeqaat.
    Mamarut Qujaukitsoq var sammen med andre fangere på vej hjem efter en fangstrejse, da de blev inddraget i oprydningsarbejdet efter flystyrtet. Fangere holdt uvidende om radioaktiv stråling  AG 1995



    I AG spørger lederskribenten:


    DERFOR SPØRGER VI os selv : Hvem er egentlig eksperterne? Hvem ved, hvornår vi er syge, og hvornår det begyndte? Hvem ved noget om miljøet i Thule og om de vanskabte sæler, der blev fanget i året efter nedstyrtningen? Hvem er det, der bor og lever i området og kender det og lægger mærke til de forandringer der sker?

    Det er ikke danske eksperter. Mennesker med måleinstrumenter og kuglerammelogik eller folk fra kulturer, hvor konklusioner og konsekvens er volapyk i forhold til Thule-folkets dømmekraft. Begivenhederne fandt nemlig sted i Thule, hvor man med tvang 15 år tidligere flyttede et helt folk til en afsides egn, hvor fangsten var dårligere. Ikke i Cirkusbygningen.

    DET STÅR NU KLART for borgerne i vor nordligste kommune, at deres liv og tilværelse ikke regnes for noget i den verden, der omgiver dem. Der tages ikke hensyn til deres kultur og integritet. Det er nu blevet bekræftet af, at ingen regner det, de siger for noget. Eller tror dem.

    Sømænd fik ødelagt helbred af fisk i Thule

    I slutningen af juni 1968 kom Landshøvdingens rejsebåd »M/S Agtlantha« til Thule Air Base for at være med til at tage vandprøver og prøver af tang og fisk tæt på nedstyrtningsstedet. Den eneste beskyttelse var sorte plastikposer på dækket. »M/S Agtlantha« havde en besætning på fem medlemmer. 4, der var med på turen, var døde i 1995.

     Skipper Lars Kristian Rosing »M/S Agtlantha«

    Skipperen Lars Kristian Rosing fra »M/S Agtlantha« døde i 1991, kun 49 år gammel. Efter turene med »M/S Agtlantha«, fik han udslet på benene, og også andre steder på kroppen, svære åndedrætsproblemer og vrøvl med hjertet.

    Et andet af besætningsmedlemmerne var Mathæus Kloster, der døde allerede i 1976 kun 53 år gammel. Hans datter fortæller til AG dybt bevæget: "Efter at min far døde, blev han afhentet af politifolk fra Nuuk, som sejlede liget ind til byen. Ingen måtte hverken se eller røre ham". "Men det der piner mig mest den dag idag, knap tyve år efter hans død, er, at lægerne aldrig har villet fortælle mig hvad han døde af",siger Susanne Jakobsen. 

    Jokum Heinrich fortryder dog ikke på trods af et ødelagt helbred, at han var med »M/S Agtlantha«

  3. Grønlands Dilemma med en REE/Uranmine
    Grønland er i et ubehageligt dilemma. Sydgrønland mangler arbejdspladser, og der skal ske noget, sagde SIK's formand i Sermitsiaq (29.10.16). Men skal der absolut ske noget, når en REE/Uranmine sviner og truer miljøsikkerheden i al evighed? 

    I Berlingske kunne man 11.10.2013 læse:

    Men da udvinding af sjældne jordarter, især hvis der følger uran med, kan føre til miljøsvineri og true miljøsikkerheden for arbejdere og omgivende samfund, blev REE-miner fra USA til Europa og Australien lukket på stribe frem til år 2000. Konsekvensen var, at Kina satte sig på stort set hele produktionen og pressede priserne i vejret, ofte til astronomisk niveau." 


    Det australske mineselskab GML Ltd. lover selvfølgelig guld og grønne skove. Driftsdirektøren Ib Laursen sagde f.eks. i Sermitsiaq (29.10.16): 


    "Grønland kan blive verdens næststørste producent af sjældne jordarter i 2020. Udbyttet for Grønlands statskasse kan blive 500 millioner kroner om året i selskabsskatter. Vi forventer at ansætte 800 medarbejdere, hvoraf 300 kan blive lokale, og de lokale fåreholdere og fiskere kan afsætte deres produkter til de ansatte i minen".



    500 millioner kroner om året til Grønland i selskabsskatter, lyder af meget, men som det canadiske miljøvurderingspanel konkluderede i 90'erne, skal uranaffald/tailings underlægges aktiv monitorering/overvågning og vedligeholdelse i al fremtid for at beskytte miljøet og borgernes sundhed.

    Dvs. størstedelen af de 500 mio kroner, der kommer ind i selskabsskatter, skal sættes til side til miljøovervågning i mindst en mio. år, når minen lukker om 37 år. Er man villig til det?


    GML lover på sin hjemmeside, at der er minimal risiko for miljøet. Det samme har en ansat i GME skrevet til mig 20.2. som jeg bad en canadisk ekspert svare på. Det kan læses her på Atom Posten.


    Nogle af dem, der i dag udtaler sig positivt om REE/uranmineprojektet, har tidligere været engageret i et uranudvindingsprojekt på Risø.


    I 1979 forsøgte to ledende skikkelser på Risø således at overbevise grønlænderne om, at uranudvinding ikke var så farligt (s. 201 i Uranbjerget 2016). Det var Jørgen Jensen, i dag rådgiver i GML, der tidligere har fortalt i mineselskabets blad, at der i Frankrig kan dyrkes vin ved uranminer, hvilket er ukorrekt (1).


    Når det er nødvendigt at idyllisere for at gøre REE/uranmineprojektet akceptabelt for beboerne i Sydgrønland og for beslutningstagerne, er det, fordi der er et kæmpe misforhold mellem den kortsigtede gevinst ved REE/uranminedriften i Kvanefjeld og det langsigtede forureningsperspektiv i forbindelse med tailings/affald. 

    Tailings/affaldsdepotet, der planlægges i søen Taseq, vil indeholde store mængder giftige stoffer, radionuklider og ikke-radioaktive tungmetaller, der forurener så længe (milliarder af år), at det if. den canadiske atomenergikommission kan sammenlignes med radioaktiviteten i atomkraftens højradioaktive affald. (8)


    Jørgen Jensen blev i 1979 suppleret af ingeniør Arne Sørensen, der ledede Risøs  igangværende undersøgelser i Kvanefjeld. Arne Sørensen var klar over de miljømæssige risici på arbejdspladsen og i forbindelse med urantailingsdepotet og sagde "Vi skal for enhver pris undgå at ødelægge dalmiljøet ved Narsaq" (side 203 i Uranbjerget)

    Forsøg på Risø med uranudvinding

    På Risø ved Roskilde blev der i 1980erne lavet forsøg med at udvinde uran af malm fra Kvanefjeld. I alt 1.030 ton malm blev knust og oparbejdet i uranudvindings-projektet i 1982-83, og det finkornede restmateriale/tailings, blev placeret i dertil indrettede bassiner, etableret i 1980. Tailings er permanent vanddækkede for at hindre udslip af radon, dannet ved henfald af uran.

    Tilbage ligger ca. 3.700 ton malm på terræn, der aldrig er blevet udnyttet.

    Arne Sørensen fortalte i 1979, at der på Risø ville blive lavet forsøg med tailingsbassinerne. Ingen i dag kender til disse forsøg, hverken Gert Asmund Institut for Bioscience AU/DCE eller Dansk Dekommissionering. Asmund siger dog, at det ikke er det samme som, at disse forsøg ikke har fundet sted.

    Meningen var, at al malmen skulle bruges til uranudvindingsforsøg i løbet af to år. Det skete ikke. Atomkraft blev i 1985 taget ud af dansk energiplanlægening. Dvs. 3.700 ton malm ligger på terræn ved siden af urantailingsbassinerne på Risø. De har kontamineret den underliggende jord. Malmen har heller ikke været dækket af et net, der holdt støv tilbage.

    Malmen indeholder en række mineraler, særligt natriumfluorid, som gradvist udludes af nedbør og forvitring. Efter pres fra Veddelev Grundejerforening og Roskilde Kommune blev der lavet en undersøgelse i 2017 af udsivning fra malmbunkerne (3).



    Niras udtog grundvandsprøver, og der blev konstateret forhøjet indhold af fluorid i jord under og umiddelbart omkring malmbunkerne, og af fluorid og tungmetaller i terrænnært grundvand 10 meter vest for oplaget.  


    Malmbunker på havnen i Narsaq der venter på at komme til Risø
    Foto med tak til Ingrid Hind

    Artikel i SD 1980 af Ingrid Hind


    Inden malmen ankom til Risø i 1980 blev der udført forundersøgelser af arealet for at belyse miljøbelastningen fra et ikke afdækket depot. Malmen indeholder 1-1,4 % vandopløseligt fluorid, hvoraf kun det yderste lag forventedes at blive udvasket. På baggrund af udludnings-forsøgene med malm og tilbageholdelsesforsøg med prøver af den opborede lokale lerjord, blev det konkluderet, at der ikke var risiko for en uacceptabel belastning af miljøforhold (2).

    Gert Asmund, Institut for Bioscience AU/DCE skrev i en rapport i 2001 for Danmarks Miljøundersøgelser/DMU om de 5697 tons malm, der ligger nedenfor Kvanefjeld:


    Hovedkonklusionen er at malmbunkerne og udsivningen af grundstoffer fra minen ikke har nogen påviselig effekt på Narsaq Elv og Narsap Ilua, idet de fundne forhøjede koncentrationer også fandtes i 1976 som følge af den naturlige påvirkning af miljøet fra de i Kvanefjeldet forekommende grundstoffer. 

    Som propaganda blev vist, at en lille pige kunne lege nedenfor malmbunkerne:




    I 2009 var tonen en anden: Nu konkluderede Asmund/DMU if. Niras' Notat (3), at der er en teoretisk risiko særligt med hensyn til udvaskning af bly, dog under forudsætning af, at de indre dele af malmbunkerne i Grønland ikke allerede er forvitret/udvasket i de 30 år bunken har været eksponeret for vind og vejr. Med hensyn til fluor, var baggrundsniveauet i Narsaq Elv i forvejen så højt (1,5-19,5 mg/l), og fortyndingen ved sommervandføring så stor, at en øget udvaskning fra denne malmbunke ikke blev vurderet som en risikofaktor.

    På Risø ved Dansk Dekommissionering viser Niras rapporten (8.11.17) (3), at der er konstateret forhøjet indhold af arsen, bly og fluorid i grundvandsprøver udtaget nærmest malmoplaget. 


    I jord og grundvand under og omkring oplaget af malm ses høj pH og signifikant højt indhold af fluorid. I grundvandet ses endvidere forhøjede indhold af tungmetallerne arsen og bly, og grundvandskvalitetskriterierne for disse tungmetaller er overskredet i halvdelen af de filtersatte boringer. 




    Der er to fejl i teksten. der er kun tailings i to bassiner og koncentration i malmen er 200 gange højere. Foto fra rapporten Decommissioning of the nuclear facilities at Risø National Laboratory Descriptions and cost assessment 2001 side 53. 


    Long term hazards ved en uranmine (5)

    Hvad mener det australske mineselskab om long terms hazards ved  REE/uranudvinding?


    I et svar til mig 21.2.19 skriver en ansat ved GML, James Eggins, at der ikke er radiologiske long term hazards ved Kvanefjeldsprojektet. Se blogindlæg 24.2.19.


    Dette er en meget overraskende holdning, og derfor bad jeg Dr. Gordon Edwards (CCNR.org) om at uddybe long term hazards ved en REE/uranmine i Kvanefjeld. Gordons' svar kan læses på Atom Posten 24.2.19.

    Jeg er ikke rolig, hvis man beslutter sig for at se bort fra long term hazards ved en REE/Uranmine.

    Bl.a. fluor, der er giftigt og vandopløseligt, vil, når det udvaskes, forurene vandløb og have konsekevenser for levevilkårene.

    I Grønland skal man vide, at man er oppe mod stærke kræfter, der ønsker en REE/Uranmine, og det er ikke for Grønlændernes skyld. 

    Selv uafhængige rådgivere fra DCE.dk udelader vigtig information i en rapport: Management of environmental issues based on experience from uranium producing countries 2016. I afsnittet om franske uranminer (side 204) nævner DCE intet om de mange anbefalinger, som den franske strålesikkerhedsmyndighed ASN er kommet med (7).



    Skrevet af Anne Albinus


    1/ Markedsstrategi Uranmine i Grønland Atom Posten 18.9.2013
    https://atomposten.blogspot.com/2013/09/markedsstrategi-uranmine-i-grnland.html

    2/ Teknisk Rapport Oplagsplads for 4200 tons lujavrit på Risø Maj 1980 af Arne Kjær Johansen, Emil Sørensen og Thorkild Lundgaard, Risø Uranudvindingsprojekt

    3/NIRAS Notat

    Dansk Dekommissionering
    DTU/Risø, Frederiksborgvej 399, 4000 Roskilde
    Miljøtekniske undersøgelser ved malmbunker 
    https://www.dekom.dk/wp-content/uploads/publikationer/langsigtet-loesning/2017_malmbunker_suppl_miljoetekniske_undersoegelse_niras.pdf

    4/ Dansk Dekommissionering, 4. december 2009: Vurdering af miljøforhold ved udglatning af malmbunker ved Kvanefjeldet. Rapport udarbejdet af seniorforsker Gert Asmund, Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 

    5/ A hazard is something that can cause harm, e.g. electricity, chemicals, working up a ladder, noise, a keyboard, a bully at work, stress, etc. A risk is the chance, high or low, that any hazard will actually cause somebody harm. For example, working alone away from your office can be a hazard.


    6/ EXPLOITATION OF RADIOACTIVE MINERALS  IN GREENLAND
    Management of environmental issues based on experience from uranium producing countries
    Scientific Report from DCE – Danish Centre for Environment and Energy
    No. 200 2016

    7/ Frankrigs lukkede uranminer giver problemer Atom Posten  5.6.2016

    8/ Anon., 1978: The Management of Uranium mill tailings an appraisal of current practices, AECB-1156. Advisory Panel on Tailings, Atomic Energy Control Board, Canada, 31.p
  4. Long term Hazards from Uranium Mining in Kvanefjeld/Kuannersuit Greenland
    February 19th 2019, I (Anne Albinus/Atom Posten) asked Mr. Damien Krebs from Greenlands Minerals LTD about an interview with him in Sermitsiaq week 8 2013 where he said that the dust from the tailings deposit will be 'quickly dissolved' after leaving the tailings deposit: "Støvet opløses nemlig hurtigt, når det forlader hullet".

    In 2013, I asked the journalist what Mr. Krebs said exactly in English, which had been translated into Danish and Greenlandic, but I got no answer. I suppose Mr. Krebs did not say "dissolve", since tailings dust is essentially powdered rock.
    Even if you make that powder very fine (as in tailings) and if that dust is emitted to air, it will form a solid-gas suspension (can also called an aerosol or atmospheric particulate matter), not a solution. Solution would imply that rock material would dissolve in air and then form one homogeneous mixture composed of only one phase - essentially it would be vaporisation of rock material. This can be excluded with great certainty as common rock has boiling temperatures of above 2000°C.
    I also wrote on February 19th 2019 that Mr. Krebs only spoke in Sermitsiaq 8 2013 about the direct, short-term hazards to humans from radioactive pollutants in tailings dust, and I asked: 

    What will be the long term hazards? 

    My question to Mr Damien Krebs was forwarded to a manager from GML, Mr. James Eggins, who did not want to comment on a five year old press clipping which is understandable. But if I would like to re-state the questions I raised in the email the company will provide clear and concise answers. 

    So, February 20, I wrote to Mr. Eggins:

    Concerning the long term hazards, it would be of great importance to have the long terms hazards elaborated. Does GME have a report on that subject? Who will safeguard the environment after the mining operations have been terminated as Dr Gordon Edwards points out in my interview with him?

    While improvements have been made in the handling and storing of uranium tailings during the operational phase, such results depend on having a strong, competent, and independent regulatory authority that has the power to implement tough regulations. It must be politically accountable to a vigilant government and a well-informed public. But even under the best circumstances, there comes a time when these voluminous long-lived radioactive wastes will be abandoned. Who then will have the authority, the knowledge, and the resources to safeguard the environment for countless millennia after the mining operations have been terminated and the mining company has moved on or disappeared? The medical hazards will last for hundreds of thousands of years, and will long outlive any government or regulatory agency. Who knows how to keep hundreds of millions of tonnes of radioactive sand out of the environment forever? Eighty-five percent of the radioactivity in the ore body will remain in the uranium wastes, producing vast amounts of radon gas for hundreds of millennia. 

    I got an answer the same day from Mr. Eggins with 2 reports from IAIA attached (1). Mr. Eggins wrote:
    I read the material you attached from Dr Edwards. It contains a lot of graphic language and some extraordinary, I think grossly exaggerated, claims, but is otherwise largely fact-free.

    There is a vast amount of literature on old uranium mining rehabilitation – not just in Canada, but in most countries where there is a legacy of mining for cold war purposes. None of it is relevant to modern mining operations (in Canada, Australia, Namibia, Kazakhstan - the large producers) where current practices ensure radiological exposures are very low – which is really the point.

    The extract from your interview with Dr Edwards which you quote below is totally bereft of science but is very long on hyperbole. I know our Australian authorities would be astonished by claims that  “medical hazards will last for hundreds of thousands of years” or the assertions about radon generation. It is just plain wrong.

    This is a statement from the Office of the Supervising Scientist, (http://www.environment.gov.au/science/supervising-scientist) (a federal government independent supervisor of uranium mining in the Northern Territory of Australia), explaining the nature of uranium tailings:

    “About 95% of the radioactivity in the ore is from the U-238 decay series, totalling about 150 kBq/kg in ore with 0.1% U3O8. The U-238 series has 14 radioactive isotopes in secular equilibrium, thus each represents about 11 kBq/kg (irrespective of the mass proportion). When the ore is processed, the U-238 and the very much smaller masses of U-234 (and U-235) are removed. The balance becomes tailings, and at this point has about 85% of its original intrinsic radioactivity. However, with the removal of most U-238, the following two short-lived decay products in the uranium decay series (Th-234 and Pa-234) soon disappear, leaving the tailings with a little over 70% of the radioactivity of the original ore after several months. The controlling long-lived isotope then becomes Th-230 which decays with a half-life of 77,000 years to radium-226 followed by radon-222.”

    I have highlighted the 85% number because it occurs in the Dr Edwards interview. What does not occur in the Dr Edwards interview is the rest of the science.

    The truth is that there are no long term radiological hazards to the public or the environment from uranium mining because the additional doses attributed to the mining, milling, processing and tailings management of a uranium ore body are trivial compared to natural background. In the case of Kvanefjeld,  total increase in radiation exposure for people in Narsac from all sources is calculated to be about 1%on top of background. Total tailings volume for the 37 year mine life will be less than 112 million tonnes of which a minute part is radioactive.  
    Quote ended
      I was surprised by Mr. Eggins' sentence:
    The truth is that there are no long term radiological hazards to the public or the environment from uranium mining because the additional doses attributed to the mining, milling, processing and tailings management of a uranium ore body are trivial compared to natural background.
    So I asked Dr. Gordon Edward's (CCNR) for his opinion: 
    I am now responding to the email you received from James Eggins. There is one point he makes that I accept without argument : that the radioactivity in the uranium mine wastes (called tailings) will diminish from 85% to about 70% of the original total radioactivity in the ore body in about one year (assuming that there is very little thorium-232 in the ore). But the radioactivity remaining in the tailings will stay relatively constant after that short initial time period. In fact, for the next 11,000 year, the radioactivity left behind in the waste is more than four-and-a-half times greater than the radioactivity of all the uranium that is extracted from the ore body.

    But I disagree with Eggins’ other comments, especially on the nature of the hazard. The perception of hazard depends on circumstances. If all radioactive materials are safely contained for a million years, then there is no actual harm done.  But the question is, how does one guarantee the safe containment of 112 million tons of radioactive sand for a million years? This is not hyperbole, this is realism. 

    Also, how does one prevent the unremitting emissions of radon gas from the tailings, given that radon cannot be inhibited by any chemical means, being a “noble gas” that does not enter into any chemical reactions whatsoever?  Moreover, whatever escape of radon gas does occur (and it will!) leads to the deposition of solid radon decay products on the soil and vegetation over a wide area — radioactive isotopes of bismuth, lead and polonium, including polonium-210. 

    The Los Alamos nuclear labs in the USA estimate that polonium-210 is 250 billion times more toxic than cyanide; it was the agent used to murder Alexander Litvinenko in London. I am not sure how precise the Los Alamos figure is, as they do not reveal their mode of calculation, but there is no doubt that polonium is by far the most toxic element that occurs in nature. It is ONLY produced by the disintegration of radon atoms, and radon is ONLY produced by the disintegration of uranium and thorium atoms.

    Eggins is on shaky ground when he talks about the relative contribution of uranium decay products to the overall level of hazard. It is certainly true that the amount of radioactive material in the tailings is “minute" in terms of mass and volume, but not necessarily in terms of biological hazard. For example, in the Elliot Lake region of Ontario, where uranium mining took place for decades, the ore grade was about 0.05 percent. That means that the mass of uranium in a tonne of ore was only about half a kilogram of uranium-238 (500 grams). The mass of thorium-230 in that same tonne of ore, and hence in one tonne of tailings, would be about 8.68 milligrams. And the mass of radium-226 in that same tonne of ore, or tailings, would be even lower: 0.165 milligrams = 165 micrograms. These numbers are so small that one can rightly call them “minute” — if measured in terms of mass. But it's not the mass that makes them dangerous!!

    Mass is not a measure of radioactivity. Each of the above-mentioned masses of uranium-238, thorium-230, and radium-226, has exactly the same amount of radioactivity, which is about 6 million becquerels. So in each tonne of Elliot Lake tailings there are 6 million disintegrations per second (dps) from uranium-238 atoms, another 6 million dps from thorium-230 atoms, another 6 million dps from radium-226 atoms, and the same number of disintegrations per second from all the other uranium-238 decay products in the tailings. 

    Because of the potential medical harm that can be caused by these levels of radioactivity, a federal government-appointed Environmental Assessment Panel in Canada concluded in the 1990s that these uranium tailings – ground to a very fine consistency, more like flour than like sand — will have to be subject to active monitoring and maintenance forever in order to protect the environment and public health. The executive summary states:

    "Given the permanent nature of the hazards presented by the tailings, the panel recommends that an adequate containment system must be supported in perpetuity by effective care and maintenance programs. Such programs must include vigilant monitoring, maintenance, repair and, as necessary, system modification in the light of experience and technological advances. There should also be a capability to repair promptly major failures caused by exceptional unforeseen events."

    In the 1970s, due to neglect, the entire Serpent River system that drains into Georgian Bay after winding for 58 miles through a network of 18 lakes in the Elliot Lake region, was terribly contaminated from uranium tailings and had degenerated into what was described in an Ontario government report at that time as a “biological desert”. This radioactive and chemical contamination was the cumulative result of over 30 tailings dam failures in the Elliot Lake region. Since that time a lot of remediation has been carried out and the Serpent River system has been restored to a considerable extent, but the amount of radioactive radium-226, thorium-230, and polonium-210 in the tailings will remain virtually unchanged for many thousands of years. And radon gas will continue to be produced at an undiminished rate. Radon is the primary cause of lung cancer among non-smokers. 

    It doesn’t matter how small the masses are. What matters is how much "subatomic shrapnel” (alpha particles, beta particles, and gamma rays) are being given off each and every second. Each individual subatomic projectile has the potential to cause a fatal or non-fatal cancer or a harmful genetic defect that can damage future generations. The number of such adverse effects will be zero if no humans are exposed, but if the radioactive material finds its way into the drinking water, the food chain, the soil, or the atmosphere, these harmful biological effects (and others) are correspondingly more likely to occur. The larger the population exposed, the greater the number of detrimental effects that will occur.

    The term “secular equilibrium” means that each of the 14 radionuclides in the decay chain of uranium-238 have the same level of radioactivity, so in one tonne of Elliot Lake ore there are 6 x 14 = 84 million disintegrations every second, and in the Elliot Lake tailings there will be about 72 million disintegrations per second (a bit more than 85% of the radioactivity in the ore body). After about a year, the number of disintegrations per second (per tonne of Elliot Lake tailings) will decrease to about 60 million disintegrations per second (due to the gradual month-by-month disappearance of thorium-234 and protactinium-234) but it will not decrease to any significantly lower level for many thousands of years. In fact it will take about 38,000 years for the radioactivity in one tonne of Elliot Lake tailings to diminish from 60 million dps to 30 million dps.

    Quote ended

    Blogpost written by Anne Albinus 



    Mr James Eggins (GME) also wrote in his email to me February 20 2019:


    Just as an editorial aside, Dr Edwards’ linkage of contemporary (i.e. post-Nuclear Non Proliferation Treaty) uranium mining with nuclear weapons production is a fallacy. 

    The Weapons States (UK, USA, Russia, France and China) have their own extensive stocks of fissile material and have never acquired uranium from the civil market, and there is IAEA oversight to prove it. The “proliferators” – India, Pakistan, North Korea, Israel, possibly Iran, historically South Africa – all produced their own fissile material. Uranium is actually ubiquitous – more common than gold, silver and mercury, and about as abundant as tin. There is no linkage between uranium for power reactors and weapons, anywhere. Weapons proliferation is not a valid argument against commercial uranium mining in countries which are signatories to the Nuclear Non-Proliferation Treaty and which have IAEA safeguards protocols adopted by law. Denmark and Greenland have done this. QUOTE ENDED


    Answer from Dr. Gordon Edwards: 


    Eggins is also very naive in his discussion of the proliferation of nuclear weapons. In fact, the military in the USA and other nuclear weapons states use cast-off U-238 (“depleted uranium” or DU) in order to manufacture the plutonium-239 that is used as the primary nuclear explosive in almost all nuclear warheads. Most of this DU is civilian in origin.

    In specialized “military production reactors”, the military uses highly enriched “driver rods” as a nuclear fuel and a source of neutrons, while hollow cylindrical “target rods” made of depleted uranium surround the driver rods.  As the U-238 atoms in the targets are bombarded by neutrons from the U-235 driver rods, they are transformed into plutonium-239 atoms. The metallic target rods are MUCH less radioactive than the irradiated nuclear fuel (i.e. the driver rods) and so they are MUCH more easily dissolved in boiling nitric acid to create a liquid solution from which the plutonium can be chemically separated, re-solidified, and machined into spherical metallic plutonium implosion devices needed to “trigger” the H-bombs or to be used as smaller fission bombs akin to the Nagasaki bomb. 

    By the way, DU is also used in the casing of every H-bomb, and the MAJOR PORTION (way more than 50%) of the explosive power of the resulting nuclear weapon comes from the FORCED FISSIONING of the DU atoms by the extremely energetic fusion neutrons (14 MeV instead of 4 MeV for the typical fission neutron).  Although U-238 cannot sustain a nuclear chain reaction on its own, it can be fissioned if there is an external source of neutrons to do the work. An H-bomb will do quite nicely for that purpose.

    The enormous stockpile of depleted uranium found in the back yards of enrichment plants is overwhelmingly civilian in origin, but the uranium suppliers (such as Canada) have no desire to retain ownership of these commercially useless DU drums, so ownership reverts to the USA or whatever other country is performing the enrichment service. Therefore the military suppliers have no need to purchase uranium, they just help themselves to the leftovers of the civilian enrichment traffic. The fact that this DU has utility in the nuclear weapons business is indicated by the fact that the US government forced Canada (certainly in the pre-Gorbachev years) not to allow any left-over DU from civilian enrichment to remain in the USSR in those few instances where a customer for Canadian uranium requested/required that its uranium be enriched not in the USA but in Riga, Latvia -- at that time part of the USSR. 

    Of course Eggins is also very naive in suggesting that civilian plutonium, mass-produced in all civilian nuclear power reactors worldwide, does not pose an agonizing and ever-growing threat of nuclear weapons proliferation for the next 100,000 years. By mining uranium (a material that is not immediately weapons-usable without enrichment), and using that uranium in civilian nuclear reactors, we are creating stockpiles of plutonium  -- a human-made nuclear explosive materials that requires no enrichment. Any regime in the future, even 10 or 20 thousand years from now, can use that civilian plutonium to construct an arsenal of nuclear weapons if desired. 

    QUOTE ENDED

    Links

    1  Management of Radioactive Waste from the Mining and Milling of Ores Safety Guide IAEA 2002

    The long term stabilization of uranium mill tailings Final report of a co-ordinated research project 2000–2004

    2  “The Harm Caused by Radioactivity” by Dr. Gordon Edwards


    The Health Dangers Of Uranium Mining a presentation by Gordon Edwards, Ph.D., President, Canadian Coalition for Nuclear Responsibility on behalf of Physicians for Global Survival (PGS) Narsaq, Greenland June 11 2016

    Health Dangers of Uranium Mining by Dr. Gordon Edwards(Ph.D.) on behalf of Physicians for Global Survival (PGS) Narsaq, Greenland June 11 2016


  5. Mange Fysikere i Finanssektoren – Få Finanser i Fysiksektoren

    I Information’s kronik (1) har Thomas Grønlund Nielsen (TGN) peget på den omstændighed, at flere af hans jævnaldrende fra fysikstudiet nogle år efter endt uddannelse ikke længere arbejder med fysik, men har fået ansættelse i finanssektoren.
    Det er en vigtig og uheldssvanger iagttagelse. 
    Nutidens miljø- og klimaproblemer er store og voksende, og skal vi undgå de helt store katastrofer, kræver det en enorm forskningsindsats indenfor de naturvidenskabelige og tekniske områder.
    Samtidig er det altså ifølge TGN sådan, at mange af de talentfulde unge, som kunne varetage disse opgaver, bliver ”købt op” af finanssektoren, hvor deres arbejde kort sagt består i at gøre de rige rigere og gøre de superrige så superrige, at de rigere rige ser fattige ud i sammenligning (2). 
    Var det ikke vigtigere at sikre, at unge med naturvidenskabelige kvalifikationer får muligheden for at arbejde med at løse problemer, der meget hurtigt kan få meget stor betydning for de allerfleste af os? Og gøre det på en måde, som respekterer forskningsfriheden? 
    Spørgsmålene besvarer sig selv. Alligevel er det en problemstilling, det har været svært at skaffe plads til i den offentlige debat, selvom den langt fra er ny (3).
    Nu er TGN ikke bare kronikforfatter, men også formand for foreningen ”Ren Energi Oplysning” (REO), og derfor skal kronikken også reklamere for atomkraft. Det har medført, at ovenstående, særdeles vigtige pointe er blevet blandet op med TGN’s helt egen historieskrivning, udskamning af den ”nye” generation af venstrefløjspolitikere (Ritt Bjerregaard, Birthe Weiss m. fl.) og den rutinemæssige lovprisning af firmaet Seaborg Technologies, nu tilsat oplysningen om, at de unge atomkraft-entusiaster i begyndelsen var henvist til at drømme om en ny og bedre fremtid for menneskeheden på bodegaer ude i byen. Stakkels dem.
    Kronikkens eneste betydningsfulde pointe, nemlig naturvidenskabens lave status i forhold til finansspekulationen, forsvinder derfor som nålen i en høstak af indforståethed og ganske almindeligt vrøvl.
    Men det vil være katastrofalt, hvis vi ikke finder en måde at belønne arbejde, hvis vigtighed for hele befolkningen er hævet over enhver tvivl, i stedet for at belønne finansspekulation, som gavner de få og skader de mange. 
    TGN og REO burde bidrage til denne proces.
    Så kan vi diskutere for og imod atomkraft bagefter.
    Skrevet af Jens Bjørneboe

    Henvisninger:

    1. Informations kronik (16.02.19): ”Atomkraft – ja tak”.
    2. Thomas Piketty har på overbevisende måde begrundet dette i sin forskning, se ”Kapitalen i det 21. århundrede”, Gyldendal, 2014.
    3. Atom Posten har tidligere beskæftiget sig med andre sider af dette problem, se kommentarerne: ”Rekruttering af Eksperter i radioaktiv Stråling” (19.09.13) og ”Det, der kan siges klart” (07.02.17).
  6. Lægens Bord. Dialogmøde i Narsaq om Kvanefjeldsprojektet 18.2.19

    Ukendt: Hvor skal vi starte?

    Borger 1: Du svarede ikke rigtig på de spørgsmål, som jeg stillede dig igår. Jeg spørger igen og håber, at du kan svare på de spørgsmål, som jeg kommer med nu.

    Det er så. Hvordan bliver vores sundhed påvirket, hvis der begyndes udvinding af uran, thorium, natriumfluorid og zink. Og du sagde noget med at du ville starte med radon, men jeg vil gerne vide, hvordan de der forskellige mineraler, der er deroppe, som kan påvirke os?

    Landslæge Henrik L. Hansen: Godt. Jeg tror, vi skal skelne imellem dem, der skal arbejde i minen og dem, der skal arbejde...

    Borger 1: Jamen os, vi som ikke skal arbejde.

    Landslægen: Vi nøjes med dem i Narsaq. 

    Borger 1: Tak, det er os, vi har ikke tid til...

    Landslægen: Og hvis man skal udtale sig kort om det, med al den viden vi har på nuværende tidspunkt, da mener vi jo ikke, at der vil ske en påvirkning af befolkningen i Narsaq, så der opstår mere sygdom af den grund. Altså der kommer, der er ikke noget, der tyder på, der kommer en spredning af hverken radioaktivitet eller andre farlige stoffer ned i selve Narsaq by.

    Borger 1: Interessant.

    Borger 2: Er det noget man kan garantere eller?

    Landslægen: Og det jo, når man siger det, så er det jo selvfølgelig ud, ud fra teoretiske beregninger om, hvordan støv og vand vil sprede sig fra en sådan mine.

    Men der vil selvfølgelig komme en hel masse anden aktivitet, som kan medføre mange andre ting. Ingen kan sikre sig mod, at en lastbil kører ind i børnehaven eller alle mulige andre katastrofer.

    Men det er de afledte aktiviteter, de vil også give støj. De vil i sig selv, det at der kører lastbiler vil udgøre forurening, der kommer en helt anderledes aktivitet i byen, og alt det kan godt have en indflydelse også på folks sundhed.

    Og tilsvarende så kan man heller ikke selvfølgelig garantere nogle helt uforudsete uheld på en eller anden måde. At der kan ske nogle helt uforudsete ting, sådan vil det være med alt, hvad mennesker gør. Det mener jeg heller ikke, man kan sige, at der ikke er en helbredsmæssig risiko. Jo det er der, men den må anses for at være meget, meget lille den helbredsmæssige konsekvens, som opstår på grund af de giftige, de farlige metaller, tungmetaller, og den radioaktivitet som er der.

    Borger 1: Må jeg godt, hvordan, hvordan, jeg har jo læst en hel del og surfet rundt sådan på internettet og alt det, du siger, har jeg læst, at sådan vil det ikke gå. Byen vil blive ramt i form af kræftformer, deformiteter af nyfødte og gravide der, hvad hedder det, aborter, sådan nogle ting og sager, som jeg har læst på internettet, hvis man bor i nærheden af en minemed uran. Så det du siger, det er, man skal ikke være bekymret for, hvis minen skulle åbne.

    Landslægen: Hvis alle de ting, du nævner, skulle ske, så skulle man på en eller anden måde kunne sandsynliggøre, at Narsaq bliver forurenet, og det har vi ikke nogen som helst dokumentation for, at selve byen Narsaq skulle blive forurenet.

    Borger 1: Endnu.

    Landslægen: Heller ikke hvis man starter en minedrift, fordi man skal sandsynliggøre, hvor skal den forurening komme fra, hvordan skal den blive spredt i byen, og med det forarbejde, der er lavet, mener jeg ikke, man kan pege på, hvordan f.eks. at radioaktiv stråling skulle blive bragt ind, sådan så at det påvirkede de gravide. Jeg kan ikke se, hvor radioaktiviteten skal komme fra.

    Borger 2: Altså nu kan jeg godt regne ud, hvad du kommer til at svare, men altså, jeg vil gerne spørge, hvor meget regner man med (...) hvor mange der vil blive syge af det? Har man en idé om, hvor mange der vil blive syge af den der (...), fordi det er jo en uranmine, vi har med at gøre?

    Landslægen: Jamen, igen det vil forudsætte, at forureningen kommer ned til befolkningen, og det som vi ikke rigtig har kunnet få frem, hvordan skal man  forestillle sig, at den forurening kommer ned og og rammer jer som beboere i Narsaq?

    Borger 2: Jamen altså, i dag har du oplevet, at der kommer store sten flyvende forbi, og det støv if. selskabet, da vil der blive udledt - afhængigt af hvem, man spørger - 2000 tons støv - ja, under sprængningen.

    Landslægen: Det er jeg helt enig med dig i, at der vil ske en spredning af støv under arbejdet, men det man jo har gjort, det er, at man ret nøje har prøvet at beregne, hvordan spredningen vil foregå, og det er klart, det er teori, fordi det ved ingen med sikkerhed før den dag, man er startet, og det er også nogle meget komplekse beregninger, fordi vi befinder os i et område med bjerge. Der er rigtig mange ting, der skal tages hensyn til. Og derfor kan man sige ok, man har erfaring med den slags ting, det er ikke nogen ukendt videnskab at beregne støv. Ud fra den betragtning, da må man sige, hvis man tror på det, ja så kommer der ikke noget, som har nogen sundhedsmæssig betydning her og nu i Narsaq by.

    Skulle der ske det, at der så alligevel dukker forurening op i byen eller i drikkevandet, jamen så, så kan man sige i et retssamfund som i Grønland, så kan man ikke forestille sig, at man så får lov at fortsætte med at drive virksomheden på den måde, som forurener. Men det er klart, det forudsætter, at man har tillid til, at den til enhver tid siddende regering i Grønland rent faktisk opretholder retssamfundet. Det er klart, det er en absolut forudsætning, fordi selvfølgelig er der ude i verden set eksempler på det modsatte, så det er jo spørgsmålet, om man grundlæggende tror på, at regeringen i Grønland opretholder et retssamfund.

    Borger 2: Hvornår begynder man forundersøgelser af beboerne her i byen. I snakker jo meget om at I vil undersøge alt, men foreløbig er det ikke (…) beboerne, og hvor går grænsen?

    Landslægen: Der er heller ikke umiddelbart nogle planer om at undersøge beboerne. Det som også for mig er mest relevant at vide, det er, om der er nogen, der bliver udsat for f.eks. stråling, fordi, hvis det er tilfældet, så har jeg allerede et problem. Hvis jeg skal vente på, at der er nogle mennesker, som bliver skadet af stråling, så er det jo alt for sent. Så det der er interessant for mig i det job, jeg har, det er, at jeg vil vide med det samme, hvis der er noget, der tyder på, at der er forurening i Narsaq. Lige med det samme. Og ikke vente på at nogen personer bliver undersøgt, og vi så først finder ud af, at de har været udsat for forurening. Så er det jo for sent.

    Borger 2: Jamen inden minen evt. starter, så kan man jo ikke sige at, så kan I jo sige, det passer ikke, fordi at der har altid været tilfælde af kræft og andre sygdomme, så jeg synes, at inden minen evt. starter, så skal der være en undersøgelse, så man kan sige, at så meget har det påvirket.

    Landslægen:  Men man får ikke ret meget ud af at undersøge raske mennesker. Og selvfølgelig vil vi også fortsætte med at følge nye kræftilfælde. det gør vi allerede. Vi ved helt præcist, hvor mange i Narsaq, der får kræft og sådan noget. Det ved vi på forhånd. Det følger vi hver dag.

    Og, men, hvis vi skulle gå og vente på, der kom flere kræfttilfælde, så er det jo alt, alt for sent. Nej, vi vil vide det den dag, der er den mindste overskridelse i nogen af kravene til drikkevandet f.eks. Så vil vi vide det, fordi så skal det stoppes lige med det samme. Det er alt for sent, hvis man forestiller sig, at beboerne først skulle være blevet udsat for forurening. Så som læge der er jeg meget mere interesseret. hvad der er i omgivelserne, fordi det er før menneskene bliver ramt.

    Borger 1: Hvis man kan lave en undersøgelse, og hvor man tog udgangspunkt i de medarbejdere, der arbejdede i minen i 80erne, og ser på hvordan de har det nu, og dem der er døde, hvad de døde af, og hvilket helbred, de har haft, efter de har arbejdet der. Og så har der været kræfttilfælde af beboere i Narsaq, en undersøgelse af kræfttilfælde af beboere i Narsaq, men den undersøgelse var kun for dem, der boede i Narsaq på det tidspunkt, og ikke dem, der måske var flyttet nogen andre steder, altså det har været efter, man har boet i Narsaq. Der er en hel del af befolkningen herfra, som er flyttet ud til.

    Landslægen: Det er fuldstændig rigtigt det, du siger, at vi har ikke på nuværende tidspunkt undersøgelser, hvor vi har styr på folks flytninger. Det er meget komplekst, når det er over lang tid, fordi folk flytter meget. Men det er fuldstændig korrekt, at den perfekte undersøgelse forudsætter, at man har, kan kontrollere, hvem der flytter ind og ud, og hvor lang tid man har boet i området. 

    Det er meget interessant det, du nævner med de tidligere ansatte. Jeg ved ikke, om der overhovedet eksisterer registre over, hvem det var, og hvem der i så fald skulle have sådan nogle registre, og hvem der i så fald skule have sådan nogle registre, men jeg vil gerne prøve at spørge omkring, om der findes lister over, hvem der arbejdede for firmaet. Jeg aner det ikke. (Ukendt: Det var Grønlands Tekniske Organisation, det var dem, der stod for ...) Var det GTO der? Havde de dem ansat? Altså, det er klart, man har lavet tilsvarende undersøgelse for eksempel i Thule efter flystyrtet i Thule, hvor man har på samme måde fulgt op på grupper, så hvis de har en vis størrelse, så giver det mening. Jeg aner heller ikke, hvor mange der faktisk var ansat. Altså der skal også have været et vist antal, før det giver mening.

    Borger 1: Men vil du være interesseret i at starte op på sådan en undersøgelse?

    Landslægen: Jamen det er helt klart, hvis det virkelig var tilgængeligt, hvis det virkelig er tilgængeligt, hvem der var ansat, så ville det være relativt simpelt. Det ville det faktisk. Man ville ihvertfald godt relativt simpelt kunne undersøge kræftforekomsten i den gruppe. Det vil man faktisk godt kunne. Det ville ikke være (...) Men om GTOs arkiver eksisterer den dag i dag, det ved jeg ikke, fordi alt sådan noget forudsætter reelt set, at man kender folks cpr-numre.

    Jeg vil prøve at finde ud af, om jeg kan finde ud af noget om tidligere ansatte i GTO. Det er et interessant emne. Det vil selvfølgelig være hæmmet af, at de har været der i korte perioder. Mange af de her risici vil vedrøre, at man er udsat i mange år. (...) Der er få af de her ting, der betyder ret meget, hvis man har været der i et halvt år.

    Udskrevet af Anne Albinus

    Min kommentar

    1/ Landslægen udtaler sig kategorisk, før projektet officielt er evalueret af myndighederne. Han er selv myndighedsperson, men udtaler sig for tidligt.

    Landslægen repræsenterer en myndighed, der har bevisbyrden, men i ovenstående udskrift ser man, at han vender den om, så det er borgerne, der skal påvise, at der er en sundhedsrisiko ved uranudvinding

    2/ Mht. omtale af de teoretiske beregninger, så bliver de ikke nødvendigvis mere troværdige af at blive omtalt som 'komplicerede'. Det behøver ikke at betyde, at beregningerne er korrekte. Hvad med de ting der ikke er med, og hvad betyder de?

    3/ Dr Gordon Edwards i mit interview med ham

    While improvements have been made in the handling and storing of uranium tailings during the operational phase, such results depend on having a strong, competent, and independent regulatory authority that has the power to implement tough regulations. It must be politically accountable to a vigilant government and a well-informed public. But even under the best circumstances, there comes a time when these voluminous long-lived radioactive wastes will be abandoned. Who then will have the authority, the knowledge, and the resources to safeguard the environment for countless millennia after the mining operations have been terminated and the mining company has moved on or disappeared? The medical hazards will last for hundreds of thousands of years, and will long outlive any government or regulatory agency. Who knows how to keep hundreds of millions of tonnes of radioactive sand out of the environment forever? Eighty-five percent of the radioactivity in the ore body will remain in the uranium wastes, producing vast amounts of radon gas for hundreds of millennia. 

    https://atomposten.blogspot.com/2016/06/uranium-mining-interview-with-dr-gordon.html

    4/ Vedr. de ansatte, der medvirkede ved Risøs pilotprojekt, så drejer det sig om 14 personer (3 fra Grønland, resten fra Island, Sverige og Danmark.) Man kan læse i AG om det:


    Regelmæssig lægekontrol var overflødig if. Arbejdstilsynets overlæge Ole Svane. Det har ingen nyttevirkning AG 27.3.1980 http://timarit.is/view_page_init.jsp?issId=268326&pageId=3802407&lang=is&q=Kvanefjeld

    14 mand graver sig een kilometer ind i Kvanefjeld AG 26.6.1980 http://timarit.is/view_page_init.jsp?issId=268342&pageId=3802862&lang=is&q=uran


    Uranen ødelagde mine hænder 

    Min tekst:
    During the present debate about the future project of uranium mining, open pit, Mr Ludvigsen, 63 years old, tells to the newspaper AG today that he thinks his skin problems on his hands may be due to his work as a driver during two years in 1979-80 where he helped to transport 4.500 ore from Kvanefjeld to the harbour to be send to Denmark for extraction. He was not in direct contact with the ore.

    His nails are deformed and his hands discolored with eczema on the inner side. It stings and burns and there are cracks. His has great pain in his hands. 2 photos attached.

    He has not got a diagnosis, but is afraid. He had a colleague who suffered also from pains in his hands. 
    5/ Landslægen omtaler Registerundersøgelsen af Thulearbejderne

    Registerundersøgelsen er blevet kritiseret. Det kan man læse om bl.a. i mine indlæg om Thulesagen på Atom Posten:

    Især denne: Atomaffald og fremtidige ulykker i lyset af Thulesagen 19.7.2015:

    Vedr. Registerundersøgelsen af K. Juel, G. Engholm og H. Storm 2005 skrev jeg:

    I 2005 forsøgte en statistiker fra Syddansk Universitet samt en statistiker og en overlæge fra Cancerregisteret at afvise de syge Thule-arbejdere med statistik i en registerundersøgelse. I konklusionen bruger forfatterne bl.a. den ifølge overlæge Troels Munkner værdiløse og ubrugelige Plutonium rapport fra 1988 som et af argumenterne for afvisningen af en sammenhæng mellem udsættelsen for plutonium og Thule-arbejdernes efterfølgende sygdomme

    Thulesagen - de svarer ikke! 24.4.16

    "Atomaffald og fremtidige ulykker" i lyset af Thulesagen" 19.7.2015


    Jeff Carswell Stop den videnskabelige Myte om Thulearbejderne 14.7.2015. 

    Palomare og Thue Oprydning og Monitorering 30.12.16

    og på min side om Thuleulykken


    På høringen i Cirkusbygningen i 1995 blev der tilbageholdt vigtige oplysninger om stråling. Det vil der snart blive skrevet om, da jeg fandt oplysningerne i nogle kasser med papirer fra Thulesagen, der blev fundet på et loft i København. 


    Henvisninger

    page1image1456
    Doug Brugge1,* and Virginia Buchner2
    Department of Public Health and Community Medicine, School of Medicine, Tufts University, Boston, MA, USA The Weizmann Institute of Science, Rehovot, Israel 




    Doug Brugge1,* and Virginia Buchner2
    Department of Public Health and Community Medicine, Tufts University School of Medicine, Boston, MA, USA The Weizmann Institute of Science, Rehovot, Israel 







  7. Bliver man klogere af Dialogmøde om Kvanefjeldsprojektet i Narsaq?
    Opdatering 9.3.19 Svar til Sofia Geisler - Kuannersuit 8.3.19


    Kvanefjeldsprojektet, der bliver det største mineprojekt i Grønland, hvis det realiseres, kan komme til at udgøre en risiko for mennesker og miljø i årtusinder.

    Ideen med et dialogmøde, hvor man som borger har mulighed for at møde eksperter og stille spørgsmål til projektet i en mindre gruppe er derfor en god ide. Hvis man får information og oplysning, vel at mærke.

    Naalaakersuisut skriver, at den gode samtale oversteg alles forventninger i Nanortalik og Qaqortoq.

    Læseren må ud fra udskriften nedenfor selv bedømme, om dialogmødet også var en succes i Narsaq i aftes ved Gruppebord 3.


    Lydoptagelse kan hentes her.


    En borger spørger ved bordet, hvor der sidder 
    hvad de sundhedsskadelige virkninger er af thorium, uran og natriumfluorid. Lægen vælger i sit svar at skelne mellem kemiske og radioaktive virkninger, hvorefter han kun taler om radioaktivitet. 

    Borger 1: Kan du forklare, hvad urans, thoriums og natriumfluorids  sundhedsskadelige virkninger er?

    Landslægen: Vi skal ligesom dele tingene op nok i, hvad der er radioaktiv stråling, og hvad der jo er andre effekter. Og det der jo er interessant her i Narsaq, det er det, der er radioaktivt. Og det tror jeg hellere, du skal sige noget om (henvender sig til radioøkologen).

    Radioøkologen: Jeg tror (latter), jeg tror faktisk, vi skal tænke lidt på, hvilke radioaktive stoffer, det drejer sig om. Vi har også radon, og jeg giver igen ordet til Henrik, vil du sige noget om radon først?

    Borger 1: Det er urandøtre, radon og sådan nogen ting. Det kommer jo fra uran.

    Radioøkologen: Ja, radon, uran i malmen, jeg har en malm her fra Kvanefjeld, og uran og thorium, og det danner radon, det kan vi godt indånde. Når vi indånder det, så får vi det i blodet, og det er derfor, vi har lægen med.

    Borger 1: Hvad er det for nogen sundhedsrisiko, vi kommer til at leve under, hvis minen skulle åbne?

    Landslægen: Hvis nu vi tager radon først, radon som er en gas, som findes her i Narsaq lige nu, hvor vi er i forvejen. Det har det altid gjort. Og radon det kan medføre lungekræft. Men her i Narsaq er der ikke så meget, så der er nogen reel betydning af det. Der er ikke mere lungekræft i Narsaq, end der er i andre dele af Grønland. Den helt altovervejende grund til lungekræft både her og i resten af Grønland, det er rygning. Og det er sådan så, at den radon, der er i Grønland lige her, den kommer op nedefra. Der er ikke nogen grund til at tro,  det vil ændre sig, fordi der kommer en mine deroppe. Det vil ikke ændre radonrisikoen i Narsaq her af nogen betydning. 

    Borger 1: Er du sikker?

    Landslægen: Du kan aldrig være sikker på alt, og derfor skal det her selvfølgelig også følges. Det er et meget stort projekt, og der vil i sådan nogle projekter altid indtræde noget uforudsigeligt. Så ingen kan sige med sikkerhed, at alt er sikkert. Nej, det tror, det vil være naivt. Du styrer lige ikke? Også rækkefølgen? (henvender sig til ordstyrer)

    Borger 2: Over ved det bord, ikke, der kunne vi snakke sammen på grønlandsk og lave et spørgsmål på dansk, som oversætteren gjorde. (...) 

    Borger 3: Må jeg lige spørge, du er læge, ikke også?

    Landslægen: Jo.

    Ordstyrer: Du skal lige følge række... Er det din tur nu?

    Borger 1: Jeg har jo ikke fået svar på alle de spørgsmål, som jeg stillede...

    Ordstyrer: Ok, jamen, skal vi så ikke lade dig blive færdig.

    Borger 1: Thorium, jeg har jo ikke fået svar på ...

    Landslægen: Thorium (henvendt til radioøkologen): Det kan du få lov at svare på. 

    Radioøkologen: Jeg er ikke læge (latter), men jeg tror, det kommer an på, hvordan thorium, uran og de andre stoffer de kommer ind i kroppen. Så længe vi sidder her ovenpå jorden, så er mange fra Kvanefjeld, og I kan også måle med den maskine, jeg har her, ikke måle stråling. Sålænge (...) det ikke kommer ind i kroppen, så er det ikke farligt.

    Borger 1: Hvordan kan det komme ind i kroppen?

    Radioøkologen: Det kommer ind i kroppen via vind og vand. Vind ved indånding af støv, som måske indeholder noget af thorium og uran, og det bliver inde i lungerne, og mere kan jeg ikke sige, og vi kan også spise dem via drikkevand eller drikke eller spise via fødevarer, og så får vi det ind i kroppen også på den måde, men når vi...

    Borger 3: Kan du prøve lige at forklare grænseværdien for thorium? (...)



    Skrevet af Anne 

    Henvisninger

    Where uranium and its decay products go to and how they harm us by Cindy Folkers 17.2.19

    The impact of the nuclear crisis on global health Helen Caldicott Wednesday, April 30th, 2014 

    Presentation by Dr. Gordon Edwards: Rare Earths and Radioactivity:




  8. Et kongeligt Kvanefjeldsprojekt?
    Kritikken var heftig i 2016 i forb. med HKH Kronprins Frederiks deltagelse i et dansk erhvervsfremstød. 

    3.-6. marts 2019 skal HKH Kronprins Frederik lede en High-level Danish-Greenlandic Business Delegation to Canada til en minekonference i Toronto. For at undgå kritik denne gang klarer udenrigsministeriet det ved, at Kvanefjeldsprojektet ikke er en del af erhvervsdelegationen, men præsentationen af projektet finder sted parallelt, således at det omstridte mineselskab GME ikke er en del af erhvervsdelegationen. 





    Hvor mange opdager, at Kvanefjeldsprojektet er adskilt fra det officielle arrangement?

    Jeg skrev 7.2. til Dansk Industri (DI) og udtrykte min bekymring.

    DI svarede mig 11.2. således (min fremhævning):
    Kære Anne Albinus

    Tak for din mail af 7. februar til Kim Graugaard og Peter Thagesen. Jeg besvarer din mail, idet jeg har ansvaret for det erhvervsfremstød, du omtaler.  

    Erhvervsfremstødet med deltagelse af HKH Kronprinsen til Canada har fokus på erhvervsudvikling og investeringer i Grønland generelt. Derudover vil der blive sat fokus på en række konkrete infrastrukturprojekter. Af de mere end 30 små og store virksomheder i erhvervsdelegationen er der ingen repræsentanter fra Kvanefjeldsprojektet.

    Det grønlandske selvstyre har inviteret det kinesisk-australsk ejede Greenland Minerals and Energy A/S (GME), som er involveret i Kvanefjeldsprojektet til at give en præsentation ved konferencen Greenland Day, der finder sted parallelt med programmet for erhvervsfremstødet. GME er ikke en del af erhvervsdelegationen.


    Med venlig hilsen

    Jens Holst-Nielsen
    Markedschef / Director
    CITAT slut
    Kvanefjeldet set fra Narsaq. Det er det lave fjeld til venstre. Det høje fjeld til højre er Ilímaussaq, 1390m o.h., som har givet navn til komplekset. Foto: Henning Sørensen


    Jeg svarede DI, at jeg alligevel er bekymret for den skygge, Kvanefjeldsprojektets parallelle tilstedeværelse evt. vil kunne kaste over Kongehuset på kort og på langt sigt ved HKH Kronprins Frederiks deltagelse i Erhvervsfremstødet.

    Kvanefjeldsprojektet vil, hvis det realiseres, blive det største industriprojekt i Grønland nogensinde, og risikoen ved at placere urantailings/affald fra uranudvinding i en sø Taseq indebærer en stor miljørisiko. 
    Jeg henviste til de interviews, jeg har lavet tidligere med internationale eksperter:


    Vinden, der blæser hen over Taseq, kan føre radioaktive og giftige stoffer ud i området i titusinder af år og bl.a. skade drikkevandsressourcer. Narsaq by ligger tæt på Taseq. Desuden er det spørgsmålet, om dæmningen i Taseq vil kunne holde i uendelig tid. 




    October 2018 


    Urantailings er langlivet lavaktivt affald, hvis aktivitet holder sig i mlliarder af år. Hvis alle ressourcer i Kvaenfjeldsprojektet udnyttes, vil det generere 1 mia. tons tailings. 


    De danske myndigheder har endnu ikke formået efter årtiers bestræbelser at udarbejde en langsigtet plan for opbevaring af den relativt lille mængde urantailings (1130 tons), der befinder sig i to bassiner på Risø efter forsøg med udvinding af uran af malm fra Kvanefjeld. (Se her)

    Desuden truer Kvanefjeldsprojektet verdenarvområdet i Kujataa. Se her





    Skrevet af Anne Albinus

    Links 

    Foto øverst: læserbrev fra Mariane Paviasen Narsaq fra Sermitsiaq 14.2.19

    Lang vej før uran ender i Kina interview med Cindy Vestergaard Sermitsiaq 14.2.19

    http://royalcentral.co.uk/europe/crown-prince-frederik-to-travel-to-toronto-with-danish-greenlandic-business-delegation-115647


    Mine indlæg om uranmineprojektet i Kvanefjeld og interviews med udenlandske eksperter

    Har Naalakkersuisut allerede givet Kina adgang til Kuannersuit? IA 26.1.19







  9. Atomkraft i Medierne
    Det sidste led – indtil videre – i den lange række af indlæg i danske medier til fordel for atomkraft er en artikel på dr.dk.viden (1), skrevet af videnskabsjournalist Søren Bjørn Hansen (SBH).
    Atom Posten forsøgte i begyndelsen at svare på disse indlæg et for et, men antallet blev for stort i forhold vores resurser. Desuden gør ensartetheden af indlæggene det nærliggende at samle sig om nogle få, gennemgående temaer i dem:
    1. Påstanden om atomkraftens CO2-frihed (2). Alle ved, den er forkert, fordi de processer, der er nødvendige forudsætninger for eller uundgåelige følger af kernespaltningen, udleder CO2. Når Anne og jeg protesterede mod denne påstand, var det højeste, vi kunne opnå, en lavmælt indrømmelse af, at atomkraften næsten ikke udleder CO2. Et – synes vi selv – rimeligt forslag (3) om, at tilhængere og modstandere satte sig sammen og i fællesskab fandt ud af, hvor meget CO2 de forskellige energiteknologier producerer, er blevet mødt med tavshed. 
    2. Opbevaring af det radioaktive affald. Alle ved, at det vil få meget alvorlige følger for en egn at blive påtvunget et slutdepot for radioaktivt affald. Men da man i 2011 bekendtgjorde, at disse problemer ville blive tørret af på en af de fem ”prikkede” kommuner (4), som hovedsagelig lå i landets udkant, lod det store flertal i landets 93 andre kommuner sig straks berolige af myndighedernes dårligt underbyggede påstande om sikkerheden af depotet. Hvis atomkrafttilhængerne bifalder denne fremgangsmåde, så synes jeg, de skulle sige det højt.
    3. Tiljublingen af firmaet Seaborg Technologies. Jeg underkender ikke værdien af ungdom og engagement, så langt fra. Men deres projekt er stadig under udvikling, og ingen ved, hvordan mødet med virkeligheden kommer til at forme sig. Jeg ved derimod, at private investorer er inde i billedet og mangler derfor en præcisering af, hvad man vil gøre, hvis det økonomiske resultat ikke svarer til det forventede. Vil man svække kravene til afkastet for at fastholde sikkerheden, eller vil man svække kravene til sikkerheden for at fastholde afkastet (5)?
    4. Debatten. Skribenterne ser sig selv som en forfulgt minoritet, som kæmper mod overtro og bevidst vildledning fra et flertal, hovedsagelig bestående af gamle 68’ere. Jeg ser i stedet indlæg, der har mange fælles træk, fra en gruppe mennesker, som har let adgang til medierne, og som sjældent bliver stillet over for kritiske spørgsmål. Selvom de føler sig som en forfulgt minoritet, er der i deres indlæg meget lidt om, hvordan de vil sikre alsidigheden i den fremtidige debat om atomkraft, specielt om, hvordan de vil sikre, at atomkraftmodstanderne også kommer til orde (6).
    For at vende tilbage til SBH’s artikel: Jeg skal for god ordens skyld oplyse, at jeg ikke har spillet nogen form for musik i demonstrationer eller andre arrangementer mod atomkraft. Det samme gælder min (nu afdøde) far. 
    Min skepsis over for atomkraft stammer fra iagttagelsen af tilhængerne.
    Skrevet af Jens Bjørneboe
    Henvisninger:

    1. ”Atomkraft, Ja tak”. dr.dk.viden
    2. Om atomkraftens påståede CO2-frihed, se kommentarer i Atom Posten: ”Atomaffald før og nu” (12.12.15), ”Atomkraft og Villagrunde” (03.03.16), ”A-kraft uden CO2?” (02.05.17), kommentar (11.10.18) til Bent Lauritzen ”Kernekraft udleder ikke CO2” Berlingske (09.10.18).
    3. Se kommentar i Atom Posten: ”Dialog om A-kraft” (06.06.18).
    4. De fem ”prikkede” kommuner var: Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm. Planen om tvangsdeponering blev taget af bordet i september 2017, se kommentar i Atom Posten: ”Glædens dag – og Eftertankens” (10.11.17).
    5. Se Boganmeldelse: Per Wimmer: ”Den grønne Boble”, Atom Posten (30.01.15). 
    6. Se kommentar i Atom Posten: ”Nutidens Atomaffald, og Fremtidens” (25.05.18).

  10. Kommentar til "Uran var på dagsordenen ved borgermøde i Narsaq" og "Ekspertgruppe skal forberede borgere i Sydgrønland på minehøringer"
    Her er mine kommentarer til 2 artikler på KNR.gl 26.1.19:


    - Der er brug for al den uafhængige information, der kan fremskaffes, og brug for oplysning, inden der tages beslutning om et REE/uranmine mineprojekt, så ingen bliver forført af gyldne løfter.

    I 2016 skrev jeg: Uran i Kvanefjeld, Guld og Grønne Skove :

    Bag den lovende fremtid lurer at en mine for sjældne jordarters metaller/REE kan svine:

    "Historien bag markederne for produktion og salg af Rare Earth Elements er helt speciel. Da udvinding af sjældne jordarter, især hvis der følger uran med, kan føre til miljøsvineri og true miljøsikkerheden for arbejdere og omgivende samfund, blev REE-miner fra USA til Europa og Australien lukket på stribe frem til år 2000. Konsekvensen var, at Kina satte sig på stort set hele produktionen og pressede priserne i vejret, ofte til astronomisk niveau." Berlingske 11.10.13.


    Mineselskabets har ikke været ødsel med information og oplysning

    1/ F.eks. er hjemmesiden gme.gl ikke blevet opdateret siden 2015.

    I 2017 skrev jeg til Ib Laursen og Johannes Kyed fra GME, at det uranhæfte fra GEUS, der lå på hjemmesiden gme.gl var kommet i en ny udgave. Jeg fik aldrig svar - og der blev aldrig lagt link til det nyeste uranhæfte.

    Min mail til Ib Laursen og Johannes Kyed:

    "For ca. 1 1/2 år siden skrev jeg til info@gme.gl, at den udgave der ligger på GME's hjemmeside af GEUS-hæftet er forældet (fra 2012).

    Der er en ny opdateret udgave fra 2015: http://mima.geus.dk/udgivelser/uran-temahaefte/

    t.o. er der ukorrekte oplysninger i DCE's rapport mht Frankrig, som Peer Review har overset:

    http://atomposten.blogspot.dk/2017/01/hvilke-uranerfaringer-til-arktis.html

    Den franske nukleare tilsynsmyndighed er jo kommet med en lang række anbefalinger til AREVA, der står for naturgenopretningen."


    2/ GGG.gl hjemmesiden har fået nyt design med flotte fotos, hvor alt ser fint ud. Der loves guld og grønne skove mht. miljøpåvirkning, der vil være 'minimal':

    ENVIRONMENT - MINIMAL IMPACT (min fremhævning)

    Environmental impact studies have been completed which show the project does not create significant issues for the local environment or residents of nearby communities. Extensive radiation studies show the increase in radiation exposure caused by the project is negligible. The level of dust generated by the project are very low and well below European standards. All process water is controlled and isolated from the environment with the impact on the fjords studied in detail. There is no competing land use for the project area.


    - Hvordan kan man tro på det, når planen for deponering af uranmineaffald, de såkaldte tailings, er deponering i en sø Taseq? (ikke Tasaq som GME skriver her).



    October 2018 



    Kvanefjeldsprojektet er også blevet idylliseret fra danske forskeres side.



    Således stod der i GEUS' Uranhæfte fra 2014, at Taseq er en "fysisk sikker måde for deponering af tailings".

    Jeg spurgte en af de eksperter, der også har været på info tur om mineprojektet i Sydgrønland, Gert Asmund fra Aarhus Universitet: (min fremhævning). Han svarede:

    Fra: Gert Asmund

    Dato: 14. apr. 2015 14.09.02 CEST

    Til: "Anne Albinus"

    Emne: FW: Forespørgsel om udtalelse i GEUS hæfte om uran 2014_Taseq en fysisk sikker måde for deponering af tailings

    Kære Anne Albinus.

    Bemærkningen om at Taseq er en fysisk sikker deponeringsmåde er skrevet af forfatterne til det uranhæfte fra 2014 du nævner (Per Kalvig og mig). Den er baseret på:

    side 46 til 61 i følgende Risørapport:


    Skitseprojekt Mine og oparbejdningsanlæg af Gisli Erlandsson, Jørgen Jensen, Susanne Koefoed, Jette L Paulsen Forsøgsanlæg Risø, 4000 Rodkilde Danmark November 1983.

    I dette beskrives søens fysiske forhold som volumen, areal, permeabilitet af undergrunden, funderingsforhold for dæmning ved søens udløb med videre.


    Jeg har måske udtrykt mig uklart ved at skrive at søen er fysisk sikker, det vil sige mekanisk holdbar.


    Fysisk sikker handler således ikke om kemisk sikkerhed. Dette skal undersøges særskilt.


    Det skal desuden bemærkes at Taseq således vurderes at være fysisk sikret mod kollaps (ikke nødvendigvis kemisk sikret) så længe der ikke skal bygges dæmninger, og den citerede vurdering ” at søen er fysisk sikker” vedrører således ikke evt. deponering der indebærer dæmningsbyggeri. En sådan vurdering ville kræve nøje viden om dæmningen.


    Jeg vil tro at Risø har scannet ovennævnte rapport og at du kan få et kopi ved henvendelse til Risø.

    Med venlig hilsen


    Gert Asmund



    CITAT SLUT



    Foto nedenfor: de to dæmninger i Taseq: Kvanefjeld Project Environmental Impact Assessment October 2018 


    Vedr. holdbarhed af tailings dæmninger se Wise Uranium:

    Chronology of major tailings dam failures

    og

    Ovenstående blogindlæg/kommentar er skrevet af Anne Albinus


    Henvisninger:



    1/ Mine indlæg om uran og Grønland



    2/ Greenland Minerals & Energy A/S
    Kvanefjeld Project Environmental Impact Assessment
    October 2018 



Wednesday the 20th. Gruppen mod atomaffalds depot i Struer kommune