Atom Posten

Netavis om radioaktivt affald i Danmark
  1. Atomkraft i Medierne
    Det sidste led – indtil videre – i den lange række af indlæg i danske medier til fordel for atomkraft er en artikel på dr.dk.viden (1), skrevet af videnskabsjournalist Søren Bjørn Hansen (SBH).
    Atom Posten forsøgte i begyndelsen at svare på disse indlæg et for et, men antallet blev for stort i forhold vores resurser. Desuden gør ensartetheden af indlæggene det nærliggende at samle sig om nogle få, gennemgående temaer i dem:
    1. Påstanden om atomkraftens CO2-frihed (2). Alle ved, den er forkert, fordi de processer, der er nødvendige forudsætninger for eller uundgåelige følger af kernespaltningen, udleder CO2. Når Anne og jeg protesterede mod denne påstand, var det højeste, vi kunne opnå, en lavmælt indrømmelse af, at atomkraften næsten ikke udleder CO2. Et – synes vi selv – rimeligt forslag (3) om, at tilhængere og modstandere satte sig sammen og i fællesskab fandt ud af, hvor meget CO2 de forskellige energiteknologier producerer, er blevet mødt med tavshed. 
    2. Opbevaring af det radioaktive affald. Alle ved, at det vil få meget alvorlige følger for en egn at blive påtvunget et slutdepot for radioaktivt affald. Men da man i 2011 bekendtgjorde, at disse problemer ville blive tørret af på en af de fem ”prikkede” kommuner (4), som hovedsagelig lå i landets udkant, lod det store flertal i landets 93 andre kommuner sig straks berolige af myndighedernes dårligt underbyggede påstande om sikkerheden af depotet. Hvis atomkrafttilhængerne bifalder denne fremgangsmåde, så synes jeg, de skulle sige det højt.
    3. Tiljublingen af firmaet Seaborg Technologies. Jeg underkender ikke værdien af ungdom og engagement, så langt fra. Men deres projekt er stadig under udvikling, og ingen ved, hvordan mødet med virkeligheden kommer til at forme sig. Jeg ved derimod, at private investorer er inde i billedet og mangler derfor en præcisering af, hvad man vil gøre, hvis det økonomiske resultat ikke svarer til det forventede. Vil man svække kravene til afkastet for at fastholde sikkerheden, eller vil man svække kravene til sikkerheden for at fastholde afkastet (5)?
    4. Debatten. Skribenterne ser sig selv som en forfulgt minoritet, som kæmper mod overtro og bevidst vildledning fra et flertal, hovedsagelig bestående af gamle 68’ere. Jeg ser i stedet indlæg, der har mange fælles træk, fra en gruppe mennesker, som har let adgang til medierne, og som sjældent bliver stillet over for kritiske spørgsmål. Selvom de føler sig som en forfulgt minoritet, er der i deres indlæg meget lidt om, hvordan de vil sikre alsidigheden i den fremtidige debat om atomkraft, specielt om, hvordan de vil sikre, at atomkraftmodstanderne også kommer til orde (6).
    For at vende tilbage til SBH’s artikel: Jeg skal for god ordens skyld oplyse, at jeg ikke har spillet nogen form for musik i demonstrationer eller andre arrangementer mod atomkraft. Det samme gælder min (nu afdøde) far. 
    Min skepsis over for atomkraft stammer fra iagttagelsen af tilhængerne.
    Skrevet af Jens Bjørneboe
    Henvisninger:

    1. ”Atomkraft, Ja tak”. dr.dk.viden
    2. Om atomkraftens påståede CO2-frihed, se kommentarer i Atom Posten: ”Atomaffald før og nu” (12.12.15), ”Atomkraft og Villagrunde” (03.03.16), ”A-kraft uden CO2?” (02.05.17), kommentar (11.10.18) til Bent Lauritzen ”Kernekraft udleder ikke CO2” Berlingske (09.10.18).
    3. Se kommentar i Atom Posten: ”Dialog om A-kraft” (06.06.18).
    4. De fem ”prikkede” kommuner var: Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm. Planen om tvangsdeponering blev taget af bordet i september 2017, se kommentar i Atom Posten: ”Glædens dag – og Eftertankens” (10.11.17).
    5. Se Boganmeldelse: Per Wimmer: ”Den grønne Boble”, Atom Posten (30.01.15). 
    6. Se kommentar i Atom Posten: ”Nutidens Atomaffald, og Fremtidens” (25.05.18).

  2. Kommentar til "Uran var på dagsordenen ved borgermøde i Narsaq" og "Ekspertgruppe skal forberede borgere i Sydgrønland på minehøringer"
    Her er mine kommentarer til 2 artikler på KNR.gl 26.1.19:


    - Der er brug for al den uafhængige information, der kan fremskaffes, og brug for oplysning, inden der tages beslutning om et REE/uranmine mineprojekt, så ingen bliver forført af gyldne løfter.

    I 2016 skrev jeg: Uran i Kvanefjeld, Guld og Grønne Skove :

    Bag den lovende fremtid lurer at en mine for sjældne jordarters metaller/REE kan svine:

    "Historien bag markederne for produktion og salg af Rare Earth Elements er helt speciel. Da udvinding af sjældne jordarter, især hvis der følger uran med, kan føre til miljøsvineri og true miljøsikkerheden for arbejdere og omgivende samfund, blev REE-miner fra USA til Europa og Australien lukket på stribe frem til år 2000. Konsekvensen var, at Kina satte sig på stort set hele produktionen og pressede priserne i vejret, ofte til astronomisk niveau." Berlingske 11.10.13.


    Mineselskabets har ikke været ødsel med information og oplysning

    1/ F.eks. er hjemmesiden gme.gl ikke blevet opdateret siden 2015.

    I 2017 skrev jeg til Ib Laursen og Johannes Kyed fra GME, at det uranhæfte fra GEUS, der lå på hjemmesiden gme.gl var kommet i en ny udgave. Jeg fik aldrig svar - og der blev aldrig lagt link til det nyeste uranhæfte.

    Min mail til Ib Laursen og Johannes Kyed:

    "For ca. 1 1/2 år siden skrev jeg til info@gme.gl, at den udgave der ligger på GME's hjemmeside af GEUS-hæftet er forældet (fra 2012).

    Der er en ny opdateret udgave fra 2015: http://mima.geus.dk/udgivelser/uran-temahaefte/

    t.o. er der ukorrekte oplysninger i DCE's rapport mht Frankrig, som Peer Review har overset:

    http://atomposten.blogspot.dk/2017/01/hvilke-uranerfaringer-til-arktis.html

    Den franske nukleare tilsynsmyndighed er jo kommet med en lang række anbefalinger til AREVA, der står for naturgenopretningen."


    2/ GGG.gl hjemmesiden har fået nyt design med flotte fotos, hvor alt ser fint ud. Der loves guld og grønne skove mht. miljøpåvirkning, der vil være 'minimal':

    ENVIRONMENT - MINIMAL IMPACT (min fremhævning)

    Environmental impact studies have been completed which show the project does not create significant issues for the local environment or residents of nearby communities. Extensive radiation studies show the increase in radiation exposure caused by the project is negligible. The level of dust generated by the project are very low and well below European standards. All process water is controlled and isolated from the environment with the impact on the fjords studied in detail. There is no competing land use for the project area.


    - Hvordan kan man tro på det, når planen for deponering af uranmineaffald, de såkaldte tailings, er deponering i en sø Taseq? (ikke Tasaq som GME skriver her).



    October 2018 



    Kvanefjeldsprojektet er også blevet idylliseret fra danske forskeres side.



    Således stod der i GEUS' Uranhæfte fra 2014, at Taseq er en "fysisk sikker måde for deponering af tailings".

    Jeg spurgte en af de eksperter, der også har været på info tur om mineprojektet i Sydgrønland, Gert Asmund fra Aarhus Universitet: (min fremhævning). Han svarede:

    Fra: Gert Asmund

    Dato: 14. apr. 2015 14.09.02 CEST

    Til: "Anne Albinus"

    Emne: FW: Forespørgsel om udtalelse i GEUS hæfte om uran 2014_Taseq en fysisk sikker måde for deponering af tailings

    Kære Anne Albinus.

    Bemærkningen om at Taseq er en fysisk sikker deponeringsmåde er skrevet af forfatterne til det uranhæfte fra 2014 du nævner (Per Kalvig og mig). Den er baseret på:

    side 46 til 61 i følgende Risørapport:


    Skitseprojekt Mine og oparbejdningsanlæg af Gisli Erlandsson, Jørgen Jensen, Susanne Koefoed, Jette L Paulsen Forsøgsanlæg Risø, 4000 Rodkilde Danmark November 1983.

    I dette beskrives søens fysiske forhold som volumen, areal, permeabilitet af undergrunden, funderingsforhold for dæmning ved søens udløb med videre.


    Jeg har måske udtrykt mig uklart ved at skrive at søen er fysisk sikker, det vil sige mekanisk holdbar.


    Fysisk sikker handler således ikke om kemisk sikkerhed. Dette skal undersøges særskilt.


    Det skal desuden bemærkes at Taseq således vurderes at være fysisk sikret mod kollaps (ikke nødvendigvis kemisk sikret) så længe der ikke skal bygges dæmninger, og den citerede vurdering ” at søen er fysisk sikker” vedrører således ikke evt. deponering der indebærer dæmningsbyggeri. En sådan vurdering ville kræve nøje viden om dæmningen.


    Jeg vil tro at Risø har scannet ovennævnte rapport og at du kan få et kopi ved henvendelse til Risø.

    Med venlig hilsen


    Gert Asmund



    CITAT SLUT



    Foto nedenfor: de to dæmninger i Taseq: Kvanefjeld Project Environmental Impact Assessment October 2018 


    Vedr. holdbarhed af tailings dæmninger se Wise Uranium:

    Chronology of major tailings dam failures

    og

    Ovenstående blogindlæg/kommentar er skrevet af Anne Albinus


    Henvisninger:



    1/ Mine indlæg om uran og Grønland



    2/ Greenland Minerals & Energy A/S
    Kvanefjeld Project Environmental Impact Assessment
    October 2018 



  3. Fuld Skrue
    Jesper Møller Grimstrup (JMG) har i en kommentar (1) med titlen:
    anbefalet, at der satses på forskning i en række emner, som efter hans mening kan hjælpe os ud af den nuværende alvorlige miljø- og klimakrise.
    De fleste er vel enige med JMG i, at der er brug for mange nye ideer og megen forskning på det vidtstrakte område, han peger på. Der er heller ingen tvivl om, at det haster.
    Alligevel mangler der noget vigtigt i det storslåede perspektiv, JMG ruller ud for vores blikke. 
    Der er helt sikkert brug for udvikling af ny teknologi, men ofte vil det jo være sådan, at teknologi under udvikling, og som ikke er gennemprøvet, tager sig bedre ud end gamle teknologier, hvis skavanker befolkningerne verden over har lært at kende på den hårde måde. 
    Det gælder i særdeleshed for atomkraft, men jeg har det indtryk (uden at vide det, indrømmet), at noget lignende er tilfældet for nogle af de andre teknologier, som nævnes i JMG’s kommentar. 
    Derfor er det er ikke tilstrækkeligt at udvikle nye teknologier. Før man beslutter sig for at bruge dem, er det nødvendigt at kunne præsentere et troværdigt overblik over alle fordele og alle ulemper ved dem. 
    Vi mangler ikke begejstrede beskrivelser af alt det, moderne atomkraft, CO2-lagring, syntetisk kød osv. tilsyneladende kan gøre for menneskeheden. 
    Men kritiske redegørelser og debat er der knap så meget af: Lever de nye teknologier op til de store ord i avisartikler og bevillingsansøgninger? Er alt så uproblematisk, som det ser ud for de mennesker, der arbejder med disse ting, og som (helt forståeligt) brænder for dem? Hvordan sikrer man, at nye teknologier også bliver vurderet af uvildige og kompetente folk, så vi undgår de overraskelser, der har plaget den ”gamle” atomkraft? Hvor er den uafhængige forskning og den debat, som kan identificere de svage punkter i tilhængernes udmeldinger? Og som vel at mærke kan gøre det, før noget går galt?
    Forskerne i firmaet Seaborg Technologies (2), der efter eget udsagn forsker i a-kraft, som er intet mindre end ”bæredygtig, sikker og billig”, har utvivlsomt lært meget ved at studere det, der gik galt for deres forgængere. 
    Men de er ikke de eneste, der har lært af den historie. Store befolkningsgrupper har lært – direkte eller indirekte – hvordan det kan gå, når store teknologi-projekter bliver virkeliggjort. Hvor de små meget ofte bliver kørt over af de store, men hvor det er de små, der hænger på den, hvis noget går galt (3). 
    Befolkningernes tillid til officielle udmeldinger og forsikringer er for længst slidt op, især når det drejer sig om atomkraft, og den tillid skal genopbygges, hvis de politiske beslutninger skal kunne holde i de mange år, der skal til for at realisere løsningerne. Klima- og miljøkrisen er også en tillidskrise.
    Siden den første industrielle revolution i slutningen af 1700-tallet har teknologien påvirket Jordens klima og dermed livsbetingelserne for både mennesker og andre levende væsener. Nu er der ingen vej tilbage, og kun teknologien kan redde os. Men den skal anvendes på en måde, det store flertal kan forstå og acceptere, og det kræver regeringer med demokratisk legitimitet (4). Andre styreformer er (udover at være uacceptable af andre grunde) for ustabile til at kunne gennemføre en indsats i den størrelsesorden.
    Det kræver borgere, som er velinformerede om disse ting. Men det kræver først og fremmest offentlige myndigheder, der kan overbevise borgerne om, at der bliver forsket i alle relevante emner, og at man i det hele taget kan stole på dem. Det sidste er desværre ingen selvfølge, som Aalborg-undersøgelsen (5) klart har vist.
    Hvis borgerne får oplevelsen af, at de i stedet for upartiske og afvejede vurderinger bliver spist af med propaganda, fremført af et prekariat, der ikke har andre steder at gå hen for at tjene daglønnen, så er projektet dømt til at mislykkes.
    Løsningen på den nuværende klima- miljø- og tillidskrise kræver en forskningsindsats, hvor der med JMG’s ord bliver sat ”fuld skrue på”. Men befolkningerne skal have tillid til, at skruen drejer den rigtige vej rundt. 
    Skrevet af Jens Bjørneboe

    Henvisninger:

    1. Jesper Møller Grimstrup, PhD og forsker i teoretisk fysik. Kommentaren var i Information (05.01.19).
    2. Seaborg Technologies, Titangade 11, 2200 København. Hjemmeside: https://seaborg.dk/intro
    3. Sagen om det danske radioaktive affald kan illustrere denne problemstilling. Se Annes hjemmeside (atomaffaldklarhed.dk). Men der er andre eksempler.
    4. Det er naturligvis svært at forklare, hvad ”demokratisk legitimitet” helt præcist vil sige. Men i Mats Andréns bog: ”Nuclear Waste Management and Legitimacy”, Routhledge Explorations in Environmental Studies (2012), kan man finde en dybtgående analyse af dette begreb. Den er omtalt i Atom Posten: ”Kerneaffaldshåndtering og Legitimitet” (04.05.13).
    5. Se: ”Kommentar til Spørgeskemaundersøgelse omkring Deponi af radioaktivt Affald”, Atom Posten (23.09.14).
  4. Grøn A-kraft?
    Kasper Støvring (KS) har for nylig i en kommentar i Berlingske (1) argumenteret for a-kraft som et led i generationspagten:
    ”at vi har taget jorden fra de døde, og skal give den videre til de endnu ufødte”
    som han udtrykker det.
    Kommentaren kan ses som et led i den kampagne for a-kraft (2), der har kørt gennem de senere år, og hvor det har været interessant at se, hvad hvert nyt indlæg føjede til denne i forvejen vidt forgrenede debat. 
    Det originale i KS’ indlæg er sammenkoblingen af a-kraft og indvandringspolitik. Det kan måske give a-kraft-spørgsmålet en opmærksomhed i offentligheden, det hidtil har måttet savne. Personligt tror jeg dog, det vil vare længe, inden vi får a-kraftens svar på Inger Støjberg at se. Men hvem ved.
    Det er ikke Atom Postens opgave at kommentere a-kraft-spørgsmålet i sin helhed. Men vi har fulgt sagen om det danske radioaktive affald gennem en årrække og har derfor kommenteret forhold, som også er relevante i forhold til dette spørgsmål (3).
    Den første begejstringsbølge for a-kraft i 1950’erne og 60’erne efterlod en anseelig mængde af radioaktivt og giftigt affald (4), som ingen tilsyneladende følte sig ansvarlige for. Den løsning, man valgte, var slutdeponering (dvs. nedgravning) af affaldet på et sted, hvor der var få til at protestere. Man søgte at minimere de politiske omkostninger og håbede på, at de miljømæssige omkostninger først ville vise sig senere. Ingen var stolte ved denne beslutning, og det forstår jeg (5).
    Da den næste begejstringsbølge for a-kraft skyllede ind over os for nogle år siden, var det oplagte spørgsmål til de begejstrede tilhængere naturligvis: ”Hvad vil I stille op med det radioaktive affald fra de nye a-kraft-teknologier?” Svaret var, at disse teknologier producerer langt mindre af dette stads per energi-enhed. Det ”gamle” affald havde man ingen lyst til at tale om. 
    Sidstnævnte stammer for størstedelens vedkommende fra RISØ’s tre forsøgsreaktorer, mens det ”nye” affald, vi (måske) får, vil komme fra reaktorer, som skal dække en stor del af DK’s energiforbrug. Så selv om disse reaktorer er smartere end de gamle, er affaldsregnestykket derfor ikke helt så enkelt, som det præsenteres. Noget affald kommer der, og før en eventuel beslutning bliver taget, må vi have præcise svar på, hvor meget, det bliver, og hvordan man vil opbevare det. Sporene skræmmer.
    Som KS så malende beskriver det i sin kommentar, er mange mennesker på forhånd afvisende overfor a-kraft og lukker helt af, når emnet bliver bragt på bane. Vi har vist alle mødt denne reaktion, men hvad er årsagen? Skyldes den bare de venstreorienteredes rænkespil, eller er der andre forklaringer? Forklaringer, der ikke er helt så letkøbte?
    Jeg synes, at de offentlige myndigheder i høj grad har forsømt den forpligtelse, de har (eller i det mindste burde have) til at give borgerne retvisende, upartisk og forståelig information om disse vanskelige emner, når de dukker op i den offentlige debat. Det kunne i det mindste have formindsket problemerne. 
    Hertil kommer, at repræsentanter for disse myndigheder ved forskellige lejligheder over for borgerne har optrådt på en måde, der er blevet opfattet som arrogant og bedrevidende. Det har givet anledning til vrede og utryghed i befolkningen (6). 
    Et andet problem i denne forbindelse er a-kraft-tilhængernes argumentation. Debatskrifter for a-kraft har udviklet sig til en særlig litterær genre (7), hvor det tilsyneladende gælder om at opremse så mange som muligt af alle de velsignelser, vi går glip af, hvis vi siger nej til a-kraft, i stedet for stille og roligt at give en sammenhængende redegørelse for fordele og ulemper ved denne måde at producere energi på, og ærligt fortælle om hvilke ting, man ikke ved. Ingen tror alligevel på, at denne teknologi er helt uden problemer, så tilhængerne burde spørge sig selv, om denne måde at skrive på virkelig tjener sit formål (8).  
    Så er der spørgsmålet om, hvordan forskningen i de nye a-kraft-teknologier skal organiseres. Det ligger i luften, at private investorer skal inddrages, og den slags sker ikke uden betingelser, især når det drejer sig om afkast (9). Mange er utrygge ved disse betingelser, og med god grund. 
    Men kunne universiteterne ikke stå som garanter over for offentligheden, når det drejer sig om at sikre bredden i forskningen og sikre, at der også bliver forsket i de negative sider af a-kraften, og således at vi får et afbalanceret billede af det enormt store og komplicerede projekt, som a-kraften udgør? 
    Når man tænker på, hvordan universiteter burde være, ville denne løsning være oplagt. Når man tænker på, hvordan universiteter ledes og financieres i dagens Danmark, er den ubrugelig.
    KS’ kommentar genopliver flere af de betænkeligheder, mange af os nærer overfor a-kraft. 
    Vi har fået atomkraften fra de døde, ja. Men skal vi også give den videre til de endnu ufødte?
    Skrevet af Jens Bjørneboe

    Henvisninger:
    1. Kasper Støvring, Ph.D. og forfatter: ”Hvorfor prøver vi ikke med atomkraft?” kommentar i Berlingske (20.11.18)
    2. Blandt mange andre kan nævnes: Bent Lauritzen ”Vi løser ikke klimakrisen uden kernekraft”, Berlingske (09.10.18), kommenteret i Atom Posten (11.10.18): ”Kommentar til Bent Lauritzen: Kernekraft udleder ikke CO2”Holger Skjerning: ”Haves: teknik til at modvirke klimaændringer. Søges: politisk vilje”, Politiken (01.05.17), kommenteret i Atom Posten (02.05.17) (”A-kraft uden CO2”)
    3. Se kommentarer i Atom Posten: ”A-kraft og Modstand mod Slutdeponering” (18.05.14) og ”A-Kraft og radioaktivt Affald” (29.05.17) 
    4. SeDanskDekommissionering,UFM.dk og Annes hjemmeside atomaffaldklarhed.dk bl.a. med link til Danmarks 2. rapport til EU-Kommissionen afleveret 20.8.18 men endnu ikke offentliggjort på sis.dk
    5. Regeringen tog den af bordet i september 2017, se kommentarer i Atom Posten: ”Atomaffaldet: Glædens Dag – og Eftertankens” (10.11.17), ”Atomaffald i Folketinget! (27.03.18) og ”Sagen om det radioaktive Affald – en personlig Beretning” (25.07.18)
    6. Emnet er kommenteret i Atom Posten: ”Radiofobi” (18.10.18)
    7. KS nævner Thomas Grønlund Nielsens bog: ”Den grønne Atomkraft” (forlaget Kahrius 2018), som jeg desværre ikke har haft mulighed for at anmelde. Jeg har tidligere anmeldt en anden bog af samme forfatter, som illustrerer denne problemstilling: Niels Bohr må vende sig i sin grav (forlaget Kahrius 2013), se Atom Posten (14.01.14)
    8. Mit eget forslag er fremsat i kommentaren: ”Dialog om A-kraft”, Atom Posten (06.06.18).
    9. Se for eksempel Per Wimmer: ”Den grønne Boble” (Gyldendal Business, 2014), anmeldt i Atom Posten (30.01.15).


  5. Uddybning om det radioaktive Affald på RISØ hos Dansk Dekommissionering (DD)

    Her er mine kommentarer til en debat på Altinget af en artikel:



    1/ John Larsen skriver (6 dage siden) 

    Radioaktivt affald 

    (...) 

    "Afviklingen af de tre forsøgsreaktorer på Forskningscenter Risø blev påbegyndt i år 2000. Oprydningen vil vare 20 år og koste omkring 1 milliard kroner. De udtjente brændselsstave sendes til oparbejdning i USA. Nedbrydningen af reaktorerne genererer derudover 5.000 kubikmeter lav- og mellemradioaktivt affald som behandles i Danmark."
     

    Citat slut 

    - t.o. Ikke alle brugte brændselsstave kunne returneres til USA. 

    I Presseresumé modtaget på Risø d. 18-11-2003 kunne man bl.a. læse: 

    Atomaffald strandet i Danmark 

    Det kan blive svært at komme af med 250 kilo højradioaktivt materiale fra Forskningscenter Risøs nedlagte atomreaktor. USA har hidtil været aftager af det højradioaktive materiale fra Risø, men kun fordi der var tale om brændselsmateriale, der blev sendt retur. Størsteparten af de tilbageblevne 250 kilo er imidlertid fabrikeret i Danmark, og USA ønsker derfor ikke at tage imod det.- Vi kan jo ikke sparke døren ind hos amerikanerne og aflevere skidtet. Andre lande har samme problem. Vi forsøger at genforhandle aftalen med USA, men intet er sikkert, udtaler Knud Larsen, der er direktør i Dansk Dekommissionering, som har til opgave at rydde op efter atomanlægget på Risø. Medlem af Folketinget Anne Grethe Holmsgaard (SF) mener, at Danmark bør forsøge at finde en løsning i samarbejde med andre europæiske lande, der har samme problem. Alternativt må affaldet deponeres i Danmark, mener hun. Den løsning er Knud Larsen dog ikke begejstret for. I forvejen skal der findes deponeringsmuligheder til 10 ton lav- og mellemradioaktivt materiale i Danmark, hvilket sikkert vil give anledning til diskussion. 
    Urban 03-06-2003 

    Fejl i Urban resumeet: Der er ca 10.000 tons radioaktivt affald på Risø .

    2/ Bertel Johansen · Maskinmester - skriver (1 dg siden): 

    "Nedlukningen af Risø 
    De såkaldte problemer med at få afsluttet nedlukningen af Risø med slutdeponering af det lavradioaktive affald er ikke teknisk. 
    Løsningen trækker kun ud på grund af politiske tovtrækkerier begrundet i useriøst hysteri omkring ordet "strålingsfare." 
    Praktiske løsninger der nok af, men når politikerne stiller sig i vejen. 
    Det er jo typisk, at alle debatindlæg her der undsiger kernekraften som miljørigtig energiløsning, kun har følelsesmæssige argumenter, ingen hverken saglige eller videnskabelige eller konkrete."
     

    Citat slut.

    - t.o. det radioaktive affald på Risø hos Dansk Dekommisionering (DD) er en cocktail af kort- og langlivet lav- og mellemaktivt affald. De 250 kilo højradioaktivt materiale er omdefineret til langlivet mellemaktivt, hvilket er blevet kritiseret af internationale eksperter, fordi brugt brændsel klassificeres altid som højaktivt. 

    https://sites.google.com/site/atomaffaldklarhed/home/233kg/gaetomdata 

    Radioaktivt affald fra forsøgsstationer er altid mere kompliceret end blot brugte brændselsstave fra en reaktor, hvor den internationale trend er, at de skal i de såkaldte dybe geologiske slutdepoter i ca. 500 meters dybde. Der er endnu ikke sådanne slutdepoter i verden. 

    - Når den første slutdepotplan fra 4.5.2011 er blevet skrottet, skyldes det, at den ikke var i orden teknisk-fagligt. 5 borgergrupper og 5 lokale forvaltninger har brugt i titusindvis af timer på at granske planen i 7 år, søge international (gratis) hjælp, og komme med alternativ som langtidsmellemlageret COVRA.nl 
    https://sites.google.com/site/atomaffaldklarhed/covra 

    Der er desuden kommet kritik fra udenlandske eksperter og fra nabolande i Espoo høringen. Planen var for upræcis (generisk/overordnet), og alt affaldet skulle i ca. 50 meters dybde med en sikkerhedshorisont på "fra 300 år". 

    Dette er utilstrækkeligt, da der er så mange langlivede isotoper i affaldet, at det skal holdes adskilt fra mennesker og miljø i min. 100.000 år. 

    Man ved heller ikke, hvad man skal stille op med 3760 tons uranmalm fra Kvanefjeld og de 1130 tons urantailings/affald fra forsøg på Risø med udvinding af uran af malmen. Tailings er langlivet lavaktivt affald, der nu opbevares under vand for ikke at afgive radon. Urantailings vil producere uranefterkommere i mia. af år. DD har et forslag, der er helt vanvittigt, nemlig at genbruge tailings, (Bilag A side 7 i COWI rapport dec. 2017), fordi DD har en pligt til at minimere affaldet. Men der er dårlige erfaringer i bl.a. USA, Canada og Frankrig med genbrug af urantailings. 

    Siden 2005 har DD også sagt, at man skulle finde ud af, hvad man skal gøre med NORM affaldet fra Mærsk's olie-og gasboringer i Nordsøen: 
    https://atomposten.blogspot.com/2017/11/norm-affald-rundt-i-manegen-med-mrsk.html 

    På Risø er der meget af det såkaldt historiske affald, dvs. ukendt affald, der endnu ikke er færdigkarakteriseret. Sådan historisk affald klassificeres i Sverige som langlivet mellemaktivt, og der er endnu ikke slutdepot til sådant affald i Sverige. Det skal ikke i deres kommende slutdepot til højaktivt affald. 

    Ved en fejl er der kommet historisk affald i deres depot til kortlivet affald, og disse tønder skal tages op igen. 

    - Dekommissioneringen kunne ikke foregå hurtigere. Det tager lang tid at rive reaktorer ned på omhyggelig vis, og affaldet er som sagt ikke færdigkarakteriseret. 

    3/ Bjarne Thorsted · Ph.d.-studerende skriver (1 dag siden): 

    "Stråling er overvurderet 
    Risøs problemer med affaldet er udelukkende af politisk karakter fordi samtlige politikere er unødigt bange for radioaktivitet. De forstår ikke hvad det vil sige, men de husker tydeligt skræmmekampagnerne fra 70'erne og 80'erne. Og for at svare på dit spørgsmål, så tog jeg gladeligt imod affaldet, hvis de selv betaler for transport og i øvrigt kompensere mig for at jeg kommer til at mangle en have."
    Citat slut 

    - Igen Risøs problemer er ikke "udelukkende af politisk karakter"

    Det er rigtigt, at mange er unødigt bange for radioaktivitet, men man kan besøge Dansk Dekommissionering og blive oplyst om strålingsfare, eller endnu bedre besøge det hollandske langtidsmellemlager COVRA.nl 

    Jeg synes, du skal afstå fra dit forslag om at give plads til et slutdepot, ;-) 
    for Forstudiet fra maj 2011 siger, at udsivning ikke kan undgås. 

    Derfor er de tidligere 6 udpegede steder også lagt højt, så vandet fra slutdepotet kan sive ud i Østersøen (Rødby eller Bølshavn). Østersøen, der i forvejen er verdens mest radioaktivt forurenede hav. Eller ud i Kertinge Nord ved Kerteminde eller Limfjorden. Desuden bliver affaldet ikke pakket om. DD håber, at den godkendelse, der er til tønder og containere til mellemlager, bliver givet til slutdeponering også. 

    På Uddannelses- og Forskningsministeriets side kan man følge sagen om det danske radioaktive affald: 

    Anne Albinus 

    atomaffaldklarhed.dk 
    Atomposten.blogspot.dk 


    Kommentar 31.10. kl. 14.19 til kommentar fra 30.10.18

Friday the 15th. Gruppen mod atomaffalds depot i Struer kommune