Artikler

Udskriv
 
 
 
 
 

søndag den 2. oktober 2016

Sikker Deponering af Atomaffald i Danmark - før og nu

 
Idag har Danmark kun lidt højradioaktivt affald tilbage efter nuklear forskning, ialt 233 kg særligt affald, der stammer fra forsøg på Risømed høj udbrænding af brugt brændsel. Hovedparten af det brugte brændsel på Risø blev hastereturneret til USA i 2002. Men der er en rest tilbage hos Dansk Dekommissionering (DD), der ikke kan sendes nogen steder hen, da der ikke var lavet returaftale af uranet, der skulle bruges i forretningsmæssig øjemed (egenproduktion af brændselsstave sammen med Helsingør Værft).
 

Brugt brændsel skal deponeres i meget store dybder i jordlag, der kan holde radioaktiviteten tilbage i minimum 100.000 år. Det vil være dyrt at slutdeponere en lille mængde på 233 kg, men DD har omdefineret de 233 kg til langlivet mellemaktivt affald, som så if. DD vil kunne slutdeponeres sammen med resten af det radioaktive affald fra Risø. Begrundelsen er, at de 233 kg ikke afgiver så meget varme længere. Sundhedsstyrelsen, Strålebeskyttelse (SIS) har bakket op om DD's omdefinering ligesom to uvildige eksperter i det nyligt nedsatte uvildige ekspertpanel i et svar til mig. 


Atom Posten har flere gange udtrykt kritik af omdefineringen. Det samme har direktøren i de svenske mijøorganisationers kerneaffaldsgranskning, Johan Swahn, gjort.



 



Går vi nogle årtier tilbage var der kræfter i Danmark, der ønskede atomkraft. De to organisationer Elkraft og Elsam undersøgte muligheden for slutdeponering af det brugte brændsel fra de kommende danske atomkraftværker, men det var absolut ikkepå tale at slutdeponere brugt brændsel, der afgav mindre varme, i så ringe dybde som nu.

If. den aktuelle slutdepotplan skal de 233 kg brugt brændsel deponeres i et mellemdybt depot, 30-100 meter. Alternativt i et dybt borehul. Men COWI mfl's forstudie fra maj 2011 er meget overfladisk mht. beskrivelse af borehullet. Side 219 står: 

"Borehullet er i sikkerhedsanalysen foreslået placeret i kalk eller klippe i enten 100 til 150 meters dybde eller 250 til 300 meters dybde. Resultaterne vil også være gældende for depoter placeret i mellemliggende dybder." 



 


Der er intet nævnt om foring af borehul, og de nævnte dybder er helt utilstrækkelige til højaktivt affald, der skal være isoleret fra biosfæren i min. 100.000 år.


I Ingeniøren kunne man 27.3.1981 læse, at Elkraft og Elsam i en kommende rapport til de danske myndigheder kunne vise, at man kunne deponere brugt brændsel fra danske atomkraftværker på betryggende måde i dybhulsfaciliteter i nordjyske salthorste i flere kilometers dybde: 


"Sikkerhedsundersøgelser af en tænkt deponering i en salthorst på Mors viser, at det radioaktive affald ikke vil kunne trænge ud til biosfæren ved nogen kendt naturlig proces".


















 





I en Ph.d.-afhandling fra 1992 (2) af civilingeniør Johan Swahn (nu direktør i mkg) kan man se illustrationer af det danske meget dybe borehulskoncept til højaktivt affald:





I en artikel i Ingeniøren Dansk a-affald kan deponeres sikkert i jyske salthorste  (12.3.1982) fortælles om et
 symposium, hvor resultaterne fra Elkraft og Elsams geologiske undersøgelser blev fremlagt: Deponering af højaktivt affald kan ske på betryggende måde dybt i nordjyske salthorste. Sikkerhedsundersøgelser af en tænkt deponering i en salthorst på Mors viste, at det radioaktive affald ikke vil kunne trænge ud i biosfæren ved nogen kendt naturlig proces.


Ingeniøren skrev dog også, at enkelte danske geologer på symposiet fremførte kritik af elværkernes undersøgelse, idet "de hævdede at kendskabet til salthorstens geologi var utilstrækkeligt".



 


















I sine memoirer "Atomkraft i Danmark?" fortæller professor i geologi Asger Berthelsen, hvordan han på en høring forklarede, at salthorsten ikke var velegnet:

"Så gik jeg til tavlen og rettede fejlene i Risø-medarbejderens tegning og fortalte om elværkernes mislykkede undersøgelser af Linde-salthorsten og den risiko, som den foreslåede deponering i dybhuller i Mors-salthorsten ville indebære. Påpegede at selv tyske eksperter havde begået elementære fejl i deres forsøg på at udrede horstens komplicerede indre strukturer, og jeg præsenterede en korrigeret tre­dimensional model, jeg havde fremstillet af foldede papirstrimler monteret på en lang strikkenål. Har man først lært sig at analysere dobbeltfolder, kan man også dechifrere forvredne kulissefolder med spiralakser.

Var så ved at blive afbrudt, fordi mine minutter var gået, men jeg fortsatte. Skulle bare lige vise en kage, jeg havde "bagt" aftenen forinden i min stegeovn i København. En lagkage af gråt, blåt og rødt modelervoks, som, mens kagen endnu var varm, var blevet deformeret på samme måde, som saltlagene bliver, når de stiger op gennem ovenover liggende sedimenter og danner en salthorst.

Kameraet zoomede ind på kagen, da jeg med lodrette snit skar den op i skiver og viste, hvor forskellige de indre strukturer var i selv tætliggende snit. Denne anskuelsesundervisning fascinerede i den grad journalisteleven, som styrede udsendelsen, at han ikke afbrød mig. Jeg fik det sidste ord, og fik sagt, at det uden anlæg af dybe skakter og minegange og boringer ud i saltet herfra ikke var muligt at kortlægge Mors-salthorstens komplicerede indre strukturer. Det var alt for risikabelt at deponeret affaldet i et dybhul. Selv om der optrådte rent stensalt over et langt interval, kunne der alligevel tæt ved borehullet forekomme indfoldede lag af kalisal­te, som ville "smelte" under vandafgivelse, hvis de blev opvarmet af det radioaktive affald. Så ville radioaktiviteten kunne spredes til grundvandet."

Der har altså tidligere i Danmark været seriøse overvejelser om dybe borehuller til det højaktive affald, selv om det med tiden havde afgivet en del af sin varme inden slutdeponeringen.


I dag er man derimod parat til at placere samme højaktive affald i en meget mindre dybde på 30-100 meter eller i et ikke nærmere defineret borehul: "100 til 150 meters dybde eller 250 til 300 meters dybde". 


ASSE II

Det har vist sig, at det, der blev fremført som sikkert i begyndelsen af 1980erne, skulle vise sig at være det stik modsatte. Det har Tyskland måttet erfare. Den nedlagte tyske saltmine Asse II, hvor der i perioden 1967 – 78 blev deponeret store mængder radioaktivt affald, er truet af indtrængende vand. Den tyske Forbundsdag har derfor vedtaget en lovændring, der gør det muligt at hente de deponerede tromler op igen, hvis det ellers kan lade sig gøre. Prisen sættes til cirka 300.000 kroner per tønde.


Folketinget og valg af slutdepot eller mellemlager


Mange spørgsmål rejser sig:


  • hvordan tør folketingsmedlemmer i 2017 vælge den danske slutdepotplan fremfor et langtidsmellemlager og derved påtage sig et ansvar for et depot tæt ved overfladen, der indeholder både kortlivet og langlivet lav-, mellem- og højaktivt affald, og hvorfra myndighederne erkender, det vil sive før eller senere?
  • hvordan kan folketingsmedlemmer have tiltro til, at en generisk, dvs. overordnet slutdepotplan vil blive udført, så den bliver "best practice", når de involverede myndigheder til dags dato ikke har kunnet/turdet/villet/måttet give tilstrækkelige oplysninger om affaldet, tekniske detaljer om depotkoncept, monitorering mm.?
Når de danske myndigheder formodentlig kan komme igennem med deres foretrukne løsning, et discount slutdepot, skyldes det, at vi idag i Danmark - i modsætning til 1970'erne og 1980'erne - ikke har geologer, fysikere, filosoffer, sociologer, jurister mfl., der tør udtale sig kritisk om de mange aspekter ved atomaffaldsplanen.


Skrevet af Anne



Henvisninger



Atomkraft og Atomaffald i Danmark - en Oversigt Atom Posten 3.4.2015


2 THE LONG-TERM NUCLEAR EXPLOSIVES PREDICAMENT 


THE FINAL DISPOSAL OF MILITARILY USABLE FISSILE MATERIAL IN NUCLEAR WASTE FROM NUCLEAR POWER AND FROM THE ELIMINATION OF NUCLEAR WEAPONS 

Johan Swahn 

Technical Peace Research Group Institute of Physical Resource Theory Göteborg 1992 

3  Geolog Asger Berthelsen fiktive kronik i Politiken om deponering af radioaktivt affald.
 
 

torsdag den 15. september 2016

Radioaktivt Affald, Magt og Afmagt

 
Noget tyder på, at det snart vil blive besluttet, at det radioaktive affald fra den nedlagte Forsøgsstation Risø skal slutdeponeres på en af de lokaliteter, som i maj 2011 blev udpeget til dette formål af de statslige myndigheder.
Der er ingen tvivl om, at et slutdepot vil få ødelæggende virkninger for den egn, det bliver placeret i. Slutdeponering er bare et fint ord for nedgravning, og når de menneskeskabte affaldsbeholdere er nedbrudt (det kan ske i løbet af få årtier), er det de omgivende jordlag, som skal sørge for, at radioaktivt materiale ikke slipper ud i omgivelserne. 
Alle ved, at der ikke er nogen garanti for, at denne forventning holder stik. Så udpeges et sted som fremtidig atomlosseplads, kan man være sikker på, at enhver økonomisk aktivitet i omegnen vil gå i stå, og at folk vil flytte derfra så hurtigt, de kan.
Uafhængige sagkyndige og de borgergrupper mod slutdeponering, som er dannet i de truede områder, har da også fremført en hård og væsentlig kritik af disse planer. De har desuden fundet et alternativ til slutdeponering, som myndighederne ikke havde nævnt, men som fungerer udmærket i et af vores nabolande.
Man kan desværre frygte, at denne - efter vores mening særdeles berettigede - kritik vil blive ignoreret, uden at hverken offentligheden eller folketinget har fået mulighed til at diskutere den ordentligt. 
Det er uacceptabelt og skyldes efter min mening den måde, sagen har været behandlet på gennem de sidste mange år.
For det første er slutdeponering som nævnt en opbevaringsform, der på sigt overlader kontrollen med, at det radioaktive affald ikke slipper ud i miljøet, til de omgivende jordlag. Da de geologiske processer i disse lag ikke kan forudses præcist, medfører det en usikkerhed mht. slutdepotets tæthed, en usikkerhed, som myndighederne ikke vil anerkende, fordi den rejser tvivl om hele ideen bag slutdeponering det radioaktive affald. 
Hertil kommer den usikkerhed, som skyldes, at jordlagene omkring de udpegede lokaliteter af økonomiske grunde kun er undersøgt nødtørftigt. De vurderinger af sikkerheden, som myndighederne præsenterer under den fine betegnelse ”generiske analyser”, er derfor baseret på grove gennemsnitsbetragtninger, ikke på nøjagtige data. 
Hvis senere vurderinger, baseret på et bedre kendskab til forholdene omkring slutdepotet, skulle vise en betydelig større risiko for udsivning af radioaktivt materiale, er det formentlig for sent at gøre noget ved det. Så vil befolkningen i nærheden (hvis der stadig skulle være nogen tilbage) være tvungent til at leve med den forøgede risiko for bestråling.
For det andet har vurderingen af depotets sikkerhed indtil nu været lagt i hænderne på anonyme eksperter, hvoraf de fleste er ansat i konsulentvirksomheder, som er hyret til at løse delopgaver i forbindelse med slutdeponeringen. Så vidt jeg ved, har ingen videnskabsmand (M/K) med dokumenterede kvalifikationer på dette område sagt god for myndighedernes planer – derimod er der flere med sådanne kvalifikationer, der har sagt fra.
De borgere, som har været engageret i denne sag, har derfor haft den sælsomme oplevelse, at planer, der er blevet præsenteret, som om de var udtryk for den højeste tekniske kunnen, ikke blev forsvaret af nogen videnskabsfolk her i landet. Ingen var parate til at satse deres videnskabelige omdømme ved at støtte disse vurderinger. Til gengæld blev de angrebet af kompetente folk fra udlandet. Det er svært ikke at reflektere lidt over, hvordan det står til med tankefriheden på de højere læreanstalter i Danmark.
På det politiske område har situationen ikke været meget anderledes. I 2003 vedtog et enigt folketing, at det radioaktive affald skulle slutdeponeres, men siden har det været så godt som umuligt at finde et medlem af det høje ting, som turde forsvare denne beslutning offentligt. De få medlemmer, der ytrede sig om den, var til gengæld kritiske.
For det tredje udpegede man i maj 2011 som nævnt seks lokaliteter i fem kommuner, der for de flestes vedkommende lå i landets udkant, som mulige placeringer af et slutdepot. På den måde bibragte man befolkningen i det øvrige land det indtryk, at de var sluppet, ikke bare for få et slutdepot i nærheden, men også for at tænke mere over, hvad der skulle ske med det radioaktive affald. Et problem, som indtil da havde været fælles for hele samfundet, og som også burde være det, var gjort til et problem for sagesløse borgere i de fem kommuner. 
Det førte også til, at de landsdækkende medier stort set droppede sagen og nøjedes med kritikløst at efterplapre myndighedernes udmeldinger, samtidig med, at det blev meget svært for de engagerede borgere at komme til orde i disse medier. De oplevede det, som om sagen om det radioaktive affald var omgivet af en mur af tavshed. 
Jeg synes, at man i denne sag har udnyttet befolkningens frygt for radioaktiv stråling til et kortsigtet politisk formål på en ualmindelig gemen måde
Og jeg mener, det er folketinget, der bærer ansvaret for, at det er gået sådan, hvor meget man end prøver at gemme sig bag embedsmænd og teknikere. 
Gennem flere valgperioder har det udviklet en ikke-politik, når det drejer sig om det radioaktive affald. Det har bevidst undgået at tage stilling til de problemer, sagen har rejst, og det har forsøgt at tørre dem af på en fåtallig gruppe af medborgere. 
Vurderingen af, hvordan slutdeponering af det radioaktive affald vil påvirke det lokalsamfund, som får det påtvunget, er blevet erstattet af en vurdering af, hvordan en sådan beslutning vil påvirke stemmetallene ved næste valg.
Det er ynkeligt og pinligt at se landets vigtigste politiske forsamling i den rolle.  
Men først og fremmest er det foruroligende. For hvis folketinget frivilligt afgiver noget af sin magt, som det er sket i denne sag, så vil andre overtage den. Hvem kontrollerer de nye magthavere? Og hvordan kan vi overhovedet se, hvem de er? Vil denne praksis brede sig til andre politik-områder, hvor der er vanskelige problemer?
En gang var alle enige om, at ingen var over eller ved siden af folketinget. I fremtiden vil det ikke være nogen given sag.

Skrevet af Jens
 
Saturday the 25th. Gruppen mod atomaffalds depot i Struer kommune